
Foto: SBS
| kommentarer () | Skriv kommentar
'Lost'-skaberen J.J. Abrams går nu i gang med en ny, ambitiøs tv-serie-thriller til NBC
Der er en ny serie på vej fra J.J. Abrams' hånd.
Manden bag det internationale seerhit 'Lost' (billedet) har afsat en eventyrthriller med titlen 'Revolution' til den amerikanske TV-gigant NBC, der i 2010 sendte fiaskoen 'Undercovers'.
Agentserien fik en levetid på sølle to måneder inden øksen faldt, men floppet afskrækker ikke NBCs ledelse. Netværket satser stort på Abrams' seneste projekt.
Handler igen om en gruppe overlevende
'Revolution' har da også enkelte ligheder med succesen 'Lost'. I serien følger vi en gruppe personer, som kæmper for at overleve og finde deres kære i en verden, hvor alle former for energi på mystisk vis er ophørt med at eksistere.
Abrams samarbejder med 'Supernatural'-forfatteren Eric Kripke, som leverer drejebogen til det første afsnit, mens 'Star Trek'-instruktøren selv producerer.
De er anden gang på få dage, Abrams får en TV-kontrakt i hus. Den 46-årige instruktør og producer skal også lave pilotafsnittet til dramaserien 'Shelter' til kanalen CW.
Dette projekt udspiller sig på et historisk badehotel i New England og minder meget om TV2s 10 år gamle succes 'Hotellet'.
Seerne skal følge personalets op- og nedture i samspillet med feriestedets mere eller mindre underlige gæster.
Inden arbejdet på 'Revolution' begynder, skal Abrams være færdig med efterfølgeren til 'Star Trek', der efter planen får biografpremiere i maj næste år.
Wenn/alpe@tv2.dk
