Onsdag d. 8 februar 2012
tvtid.dk - TV-program giver danskerne vin-kløe - nyt om tv

Foto: DR

TV-program giver danskerne vin-kløe

Det idyliske DR2-program 'De danske druer' får danskerne til at ville starte deres egen vingård

Da 'Ally' kom, blev det sejt at læse jura, og da 'Anna Pihl' kom søgte flere piger ind hos politiet. Nu er det også blevet populært at være vinavler.

I hvert fald har Foreningen af Danske Vinavlere i den sidste tid oplevet stor interesse fra folk, der gerne vil høre, hvordan man starter en vinproduktion.

"Det skyldes helt klart DR2s serie, De Danske Druer. Det er stadig nyt for mange, at man kan dyrke vin i Danmark. Derfor er det dejligt, at medierne kan være med til at skabe opmærksomhed omkring det," siger Jean Becker til Landbrugs Avisen.

Ti ringede på en måned
Alene i januar har formanden haft over 10 personer i røret, som har ønsket at starte deres egen vinproduktion, fordi de har set DR2s programserie om danske vinbønder.

Det er ret usædvanligt for en periode, hvor der slet ikke plejer at være nogen indmeldinger, skriver Landbrugs Avisen.

I DR2-serien, De Danske Druer, følger man kokken Nikolaj Kirk og vinentusiasten Helge Dürrfeld rundt i landet, hvor de besøger forskellige vingårde. Her fortæller vinbonden om vinproduktionen, mens Nikolaj Kirk laver mad af lokale råvarer, som passer til vinen.

Foreningen af Danske Vinavlere er glade for den store medieopmærksomhed.

Det sidste afsnit vises på søndag kl. 21.00 på DR 2

Alice Petersen (alpe@tv2.dk)

Luk