
Foto: TV 2
| kommentarer () | Skriv kommentar
Den 1. februar havde den amerikanske talkshow-legende David Letterman 30-års jubilæum som 'late night' tv-vært. Vi har samlet nogle af højdepunkterne i hans karriere
David Letterman startede karrieren som vejrmand på en lokal tv-station i Indianapolis, og blev senere kendt som stand up-komiker og som komisk gæsteindslag i flere landsdækkende tv-shows.
Fra 1982 til 1993 var den nu 64-årige David Letterman vært på showet 'Late Night with David Letterman' på tv-kanalen NBC. Fra 1954 til den dag i dag har samme kanal sendt et tilsvarende show 'The Tonight Show' på et lidt tidligere og bedre tidspunkt.
I 1992 stoppede 'The Tonight Shows' vært siden 1962, den legendariske Johnny Carson, og alle troede, at Letterman ville overtage showet - deriblandt både Carson og Letterman selv. Men NBC hyrede i stedet Jay Leno, og Letterman forlod derfor kanalen og fik showet 'Late Show with David Letterman' på kanalen CBS, som lige siden har været i skarp konkurrence med Lenos show, som ligger i præcis samme tidsrum.
Sammenlægger man de to shows, og det kan man roligt gøre, for formatet er nogenlunde det samme, så har Letterman netop haft 30-års jubilæum.
Letterman har lavet tusindvis af afsnit på sine to shows, og han har interviewet alle offentlige personer, som det er værd at interviewe, så det er helt umuligt at lave en fyldestgørende liste over højdepunkterne, men nedenunder har vi samlet nogle af de bedste øjeblikke fra den sjove mands lange og vellykkede late-night-karriere.
Begyndelsen
Hele den allerførste udsendelse af 'Late Night with David Letterman' ligger på Youtube, og det er både sjovt og interessant at se. Både Lettermans komiske stil og sikkerhed som vært og også selve showets format er nemlig stort set uændret siden dengang i 1982.
Én af Lettermans personlige venner, skuespilleren Bill Murray, var gæsten i den første udsendelse. Han var i øvrigt også gæst på den første udgave af 'Late Show with David Letterman', da det havde premiere på CBS den 30. august 1993.
Andy Kaufman og Jerry Lawler
I Lettermans premiere-år havde showet besøg af den totalt uforudsigelige komiker Andy Kaufman og wrestleren Jerry Lawler.
Bill Murray som gæst i Lettermans allerførste udsendelseDe to var tilsyneladende så meget uvenner, at de kom og at slås i studiet. Først med Andy Kaufmans filmbiografi 'Man on the Moon' i 1999, der havde Jim Carrey i hovedrollen, blev det afsløret, at optrinnet havde været planlagt imellem de to gæster, der faktisk var gode venner.
Letterman og Leno som venner
Før 'Late Night'-stridighederne begyndte, var David Letterman og Jay Leno gode venner, og Letterman var faktisk en vigtig katalysator for Lenos karriere, da han ofte var gæst på 'Late Night with David Letterman' tilbage i 80´erne.
Letterman hos Carson
Lige efter det stod klart, at det blev Jay Leno, som ville blive Johnny Carsons efterfølger på 'The Tonight Show', inviterede Carson Letterman som gæst på sit show.
Johnny Carson spørger berømt David Letterman: "Just how pissed off are you?". Og senere; "There were rumors, that you were going to burn down the NBC.", hvortil David svarer; "I hate waiting in line, else I´d do it."
Jay Leno hos LettermanJohnny Carsons favorit som sin egen afløser var netop David Letterman.
Det første afsnit på CBS
Hele det første afsnit af Lettermans 'Late Show' på CBS fra 1993 efter værten forlod tv-kanalen NBC ligger også på Youtube. Og det er værd at se for at forstå én af tv-historiens mest omtalte og vedvarende offentlige tv-fejder, og for at se hvordan grundstenene til det 'Late Show' der stadig kører på bedste velgående, de blev lagt allerede fra første dag.
Madonna bander af Dave
David Letterman har igennem årene haft flere forskellige fejder med kendte personer - deriblandt sangerinden Madonna. I et interview med hende på 'Late Show' i 1994 går det af flere omgange helt galt.
Madonna er sur over, at Letterman ofte gør grin med Madonnas sexliv, og hun bander hele udsendelsen igennem af David og kommer med forskellige sexuelle referencer under interviewet.
Letterman laver fis med kunder
Én af Lettermans mest populære segmenter i hans shows har været det, hvor han leger butiksansat, der gør grin med kunder. Fx i en særligt vellykket episode, hvor Letterman spiller lederen af en Taco Bel-restaurant.
Tilbage efter hjertekirurgi
I 2000 måtte David Letterman hasteindlægges på hospitalet, hvor han modtog en meget omfattende firedobbelt bypass-operation.
Han var derfor væk fra showet i over en måned, hvor der i mellemtiden var flere gæsteværter på showet. Da Letterman vendte tilbage, takkede han bl.a. de læger, der havde reddet hans liv.
Letterman efter 11. september
'Late Show' var det første comedy-show fra New York, der vendte tilbage efter angrebet den 11. september. Det gjorde det den 19. september, og Letterman var fantastisk dygtig til at sætte ord på, hvad byens borgere følte og tænkte i de dage.
Obama hos David LettermanFejde med Bill O´Reilly
En anden af David Lettermans offentlige langtidsfejder har været med Fox News-tv-værten Bill O´Reilly. Den tog for alvor fart i et interview med ham i 2006, hvor Letterman berømt sagde "60% of what you say is crap."
Gør grin med Paris Hilton
Letterman har ofte haft svært ved at skjule antipatier mod forskellige berømtheder - deriblandt nok mest mod hotelarvingen og reality-stjernen Paris Hilton.
I et interview på 'The Late Show' i 2007 gør han tykt grin med Hilton lige efter hun var sluppet ud af fængslet efter en dom for spirituskørsel.
Begraver øksen med Oprah
En anden meget omtalt - og omdiskuteret - offentlig fejde, har været den mellem Letterman og dronningen af amerikanske talkshows, Oprah Winfrey.
Det vides ikke, hvor dybt uenighederne de to imellem egentlig har stukket, men i et interview med Oprah i 2005 blev stridsøksen i hvert fald officielt begravet.
Afslører afpresning og utroskab
David Letterman var i 2009 udsat for et afpresningsforsøg fra en tidligere ansat på showet, som truede med at afsløre, at Letterman havde været sin hustru utro på et tidligere tidspunkt.
Letterman valgte at afsløre manden og melde ham til politiet og i samme omgang indrømme sin tidligere utroskab. Det gjorde han i sin åbningsmonolog i 'The Late Show'.
Obama hos Letterman
Det var et vidnesbyrd om, hvor stor en institution i amerikansk show business David Letterman egentlig er, da den nyvalgte og dermed siddende præsident Barack Obama besøgte 'Late Night'-showet tilbage i 2009.
Letterman joker om terrorister
I august 2011 truede en militant islamist David Letterman på livet. Letterman svarede igen ved at gøre grin med det på sit show.
Top 10-listen
I næsten hvert afsnit af lettermans to late night talk shows har der været en Top 10-liste over ét eller andet aktuelt emne. Som fx i videoen til vores link "Top Ten Final Words of Osama bin Laden".
Jay Leno, Oprah Winfrey og David Letterman sammen i en Super Bowl-reklameOfte er det kendte gæster, der læser Top 10-listerne op, og der er udgivet hele fire bøger med Lettermans Top 10-lister.
Bjarke Hansen bjah@tv2.dk
