| kommentarer () | Skriv kommentar
Kønne blondiner præger holdet i den nye sæson, der byder på to debutanter og et gensyn med Iben Hjejle
Især de smukke blondiner kommer til at præge showet, når en ny sæson af 'Live fra Bremen' snart løber over skærmen. Hele fire af slagsen er med på holdet i den nye sæson:
Julie Zangenberg, Christiane Schaumburg-Müller, Iben Hjejle og Anne Sofie Espersen. Iben Hjejle har ikke været med i 'Live fra Bremen' siden sæson tre, og Christiane Schaumburg-Müller holder en fast rytme ved at være med i hver anden sæson af showet.
Anne Sofie Espersen - kendt fra TV 2s julekalender 'Ludvig og Julemanden' er decideret 'Live fra Bremen'-debutant. Og det samme er den unge stand up komiker Ruben Søltoft, som er årets joker på holdet.
Ruben hvem...?
"Jeg blev ligeså overrasket som de, der spørger "Ruben hvem..?", da jeg fik tilbuddet. Men jeg glæder mig sindssygt meget, og jeg er meget taknemmelig for at få chancen," fortæller han til tvtid.
Den endnu relativt ukendte komiker Ruben Søltoft debuterer snart som en fast del af holdet i 'Live fra Bremen'.Til daglig er Ruben Søltoft stand up komiker. Han har desuden været med i flere Zulu-programmer, og han vandt 'DM i Stand Up 2010'. Han har haft enkelte biroller i tv-serier, men er ellers mest vant til at arbejde med eget materiale.
Endnu har han kun mødtes med resten af holdet, da de optog den nye intro, som du kan se i videoen herover.
"Der var også nogle dansere med, da vi optog introen, og jeg tror, at der gik noget tid, før det gik op for resten af holdet, at jeg ikke var en statist," griner han.
"Men jeg har et rigtigt godt indtryk af holdet. Det er meget dynamisk og består af nogle vildt dygtige mennesker, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med," siger han.
Her er hele det nye hold:
Iben Hjejle, Thomas Warberg, Simon Talbot, Brian Lykke, Julie Zangenberg, Andreas Bo, Anne Sofie Espersen, Christiane Shaumburg-Müller og Ruben Søltoft.
Desuden kan Bremen-skaberne allerede nu love gæsteoprtrædener med blandt andre: Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard samt Lars Hjortshøj, Jarl Friis Mikkelsen og Jonas Schmidt.
Den nye sæson af 'Live fra Bremen' har premiere fredag d. 10. februar kl. 21.00 på TV 2
Alice Petersen (alpe@tv2.dk)
