
Foto: Rasmus Mogensen/SBS
| kommentarer () | Skriv kommentar
Kanal5 havde lovet, at seerne kunne følge deltagerne i 'Big Brother'-huset døgnet rundt. Men det virker ikke
Mandag aften blev 'Big Brother 2012' skudt i gang med et stort live-show på Kanal5, hvor deltagerne blev udvalgt, og i de kommende tre måneder vil kanalen bringe en times opsamling hver aften.
Men hvis én times program ikke er nok for seerne, kan de investere 99 kroner om måneden i at følge livet i 'Big Brother'-huset døgnet rundt på nettet, via sitet nutv.dk.
Ifølge adskillige opdateringer på realityshowets Facebook-side virker net-transmissionen imidlertid ikke. "Big Brother 2012 - Ude af drift" stod der i aftes på hjemmesiden, og det har fået mange seere til at skrive vrede beskeder.
"Kom nu ind i kampen. Jeg har lige fået løn i dag, og jeg har glædet mig til at se 'Big Brother' på min mobil og web .. men NEJ, gider da ikke bruge 100 kroner på at se på noget, der ikke virker helt.(...)", skriver Anders Lynggaard inde på Big Brothers officielle Facebook-side ifølge politiken.dk. (Se link til fansiden øverst til højre.)
Kanal5 beklager
Seerne klager over kameraer, der er gået i sort eller dårlig lyd. I det hele taget er de vrede over at have betalt for en service, der ikke virker.
Informationschef hos Kanal 5 Jesper Jürgensen beklager, at der har været tekniske problemer ved live-dækningen.
"Vi gik i luften i aftes, og interessen har været massiv og højere end forventet. Vores server har været presset, og vi har været nødt til at køre med færre live-kameraer", siger Jesper Jürgensen til politiken.dk og tilføjer.
"Jeg lægger mig fladt på ryggen og siger: Selvfølgelig kan jeg forstå, at folk er frustrerede over, at de har købt adgang til fire kameraer, og det virker ikke", siger informationschefen.
'Big Brother' bliver vist alle aftener kl. 21.00 på Kanal5, og om søndagen, hvor folk skal stemmes hjem, foregår det som live-show
Susanne Nielsen (suni@tv2.dk)
