
Foto: TV 2/MiklosSzabo
| kommentarer () | Skriv kommentar
DR og TV 2 går sammen om et fælles indsamlingsshow til støtte for de sultende ved Afrikas Horn
Lørdag d. 27. august har DR og TV 2 besluttet at gå sammen om at afvikle et stort fælles indsamlingsprogram til fordel for de mange millioner nødlidende i Østafrika, der er ramt af en historisk tørke-katastrofe.
Værterne Jes Dorph-Petersen og Kim Bildsøe Lassen vil i showet 'Afrika NU!' samarbejde om at skaffe flest muligt penge ind i programmet, der sendes fra UNICEFs bygninger i København og transmitteres direkte både på DR1 og TV 2. En række kendte danske kunstnere vil optræde i programmet mellem reportagerne fra de udsendte reportere i området.
DRs Kim Bildsøe Lassen vil i samarbejde med TV 2s Jes Dorph-Petersen om at samle så mange penge som muligt ind til de nødlidende i Østafrika."Nødhjælpsorganisationerne fortæller os samstemmende, at sultkatastrofen på Afrikas Horn er ekstraordinært alvorlig og måske den værste i området i 50 år. I denne særlige situation er der brug for resolut handling og en hurtig indsats, og vi tror, at rigtigt mange danskere vil være med til at hjælpe, når vi samler ind til ofrene for katastrofen," siger TV 2s adm. direktør Merete Eldrup i en pressemeddelelse.
Fortvivlende situation
Den usædvanligt store hungersnødskatastrofe på Afrikas Horn betyder, at flere end 12 millioner mennesker i Somalia, Etiopien, Kenya, Eritrea og Djibouti har brug for hurtig nødhjælp, og tallet vokser dag for dag.
En række danske nødhjælpsorganisationer befinder sig allerede i området og kan berette om fortvivlende forhold og en situation, der kan udvikle sig til en humanitær katastrofe.
"Som situationen udvikler sig, står det klart, at vi ønsker at gøre alt, hvad der står i vores magt for at afhjælpe konsekvenserne af sultkatastrofen. Vi har derfor i DR og TV 2 besluttet at samle kræfterne og organisere en stor fælles indsamlingsaften, der giver danskerne - såvel virksomheder som private - mulighed for at hjælpe," siger DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.
Stor aktualitets-dækning på begge kanaler
I de kommende to uger op til showet vil både DR og TV 2 benytte hver en lejlighed til at bringe den katastrofale situation i Afrika på bane i alle aktualitetsprogrammer - for der er ingen tid at spilde. På TV 2 vil det sige 'Go'morgen'- og 'Go'aften Danmark', Nyhederne, Sporten, Vejret og TV 2 NEWS.
"Med så kort en tidshorisont kan vi ikke nå at lave egentlige reportage-programmer eller dokumentarer fra Afrika, men vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at sætte fokus på situationen," siger Event- og Udviklingschef hos TV 2 Ulla Pors Nielsen til TVTID.dk.
På DR vil alle kanaler - også radiokanalerne - tilsvarende sætte alle sejl til for at gøre opmærksom på omfanget af den østafrikanske tørke-katastrofe.
Hvis du vil støtte de sultende børn i Afrika med det samme, kan du gøre det via link øverst til højre i artiklen.
Nødhjælpsprogrammet 'Afrika Nu!' samsendes på DR1 og TV 2 lørdag d. 27. august kl. 20.00
Foto: TV 2 og DRSusanne Nielsen
