Fredag d. 3 september 2010
tvtid.dk - Ultimatum-Thim: Jeg var rigtig slem - nyt om tv

Foto: TV 2

Ultimatum-Thim: Jeg var rigtig slem

Siden programmet 'Ultimatum' blev optaget, har alkoholikeren Thim haft et tilbagefald og er blevet single. Men han har et bedre liv end nogensinde før.

- Jeg blev helt klam, da jeg så programmet, og jeg væmmes over, hvordan jeg opførte mig. Jeg har været meget slem, og det er utroligt, at de kunne holde mig ud, siger 35-årige Thim, der i programmet 'Ultimatum' torsdag aften blev stillet over for valget mellem alkoholen og familien.

Selv om Thim i programmet valgte at tage direkte på et seks ugers behandlings-ophold på Orelund i Tjele, fik han kort efter opholdet et tilbagefald til sit misbrug.

- Da jeg kom tilbage til Claire og min datter Victoria, røg jeg ind i det stressende familieliv igen, hvor alt gik op i at lave mad, hente og bringe barn i vuggestue og ordne praktiske ting derhjemme. Da Claire så pludselig tog på weekend hos sin mor, og jeg blev alene, gik det galt, indrømmer Thim.

Børnefamiliens stress blev for meget
- Jeg kan ikke finde ud af at være alene, for så begynder jeg at tænke og spekulere, og så falder jeg tilbage i misbruget. Så jeg købte et gram coke for at få weekenden til at gå, og så røg alkoholen på igen, og pludselig havde jeg været fuld og skæv i fem dage - og havde det værre end nogensinde, siger Thim.

ThimNår Thim er alene, tager trangen til sprutten og stofferne over.
Foto: TV 2

Tilbagefaldet gjorde, at Thim måtte tage på endnu et behandlingsophold. Denne gang i tre uger, hvor han blev tvunget til at se på sig selv og sætte ord på, hvorfor han overhovedet skulle vælge livet. Det var nemlig ikke nok at bruge familien som begrundelse.

- Da jeg kom tilbage fra opholdet, fandt jeg ud af, at jeg blev nødt til at gå fra Claire og tage vare på mig selv og mine møder i Anonyme Alkoholikere. Jeg kan ikke overskue både at leve i en stressende børnefamilie og samtidig passe møderne fire gange om ugen. Så jeg flyttede midlertidigt hen til min mor, indtil jeg kunne få min egen lejlighed.

Opbygger et socialt netværk
I dag er Thim begyndt at komme på værestedet Café Paraplyen i Faxe, hvor han kan undslippe den farlige ensomhed og opbygge et socialt netværk. Her mødes han med mange forskellige slags mennesker, både folk, der har problemer, men også aktive Faxe-borgere, som bare er på udkig efter selskab.

- På mandag skal vi på kanotur på Susåen, og selv om vi kun har én overnatning, er det stort for mig. Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, så det glæder jeg mig til, fortæller Thim, som også har fået et meget bedre forhold til sine to døtre, Nadia på 16 år og Sophie på 13, som han ser hver dag.

- Jeg har det bedre i dag end nogensinde før, og jeg tænker meget anderledes. Nu vil jeg først og fremmest koncentrere mig om at lære mig selv at kende, og så kan jeg forhåbentlig med tiden vende tilbage til Claire og få et ansvarligt voksenliv, så jeg også kan være noget for mine børn, slutter Thim.

Ultimatum med Thim genudsendes mandag d. 6. september kl. 03.10 på TV 2

Susanne Nielsen

Luk