Mandag d. 30 august 2010
tvtid.dk - BBC vil standse 'The Stig'-bog - nyt om tv

Foto: Bilmagasinet

BBC vil standse 'The Stig'-bog

Det britiske forlag HarperCollins vil udgive en bog, der afslører 'Top Gear'-racerkøreren The Stig's sande identitet. BBC hiver nu forlaget i retten for at forhindre udgivelsen.

Selv om avisen Sunday Times i sidste uge mente at kunne afsløre 'Top Gear's The Stig til at være racerkøreren Ben Collins, så er der altså stadig en del mystik omkring den maskerede racer.

Flere gange er han blevet afsløret som både Ben Collins og Michael Schumacher, men ingen er hundrede procent sikre på, hvem der gemmer sig bag den hvide dragt. Nu viser det sig dog også, at BBC vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at beskytte The Stigs identitet.

Producer skyder med skarpt
'Top Gear'-produceren Andy Williams skrev forleden på sin blog, at forlaget HarperCollins udelukkende var ude på at spinde guld på at afsløre BBC's brand. Derfor hiver TV-kanalen nu forlaget i retten. BBC mener, at de ejer både 'Top Gear' og 'The Stig' som brand, og Williams skyder derfor med skarpt mod forlaget.

The StigBBC vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at beskytte The Stigs identitet.
Foto: Bilmagasinet

- Mystikken omkring The Stig er netop det, der gør hans eksistens så særlig for både de yngre og de ældre seere. Men HarperCollins har åbenbart besluttet, at den mystik ikke er nær så vigtig, som deres mulighed for profit, siger produceren.

Forlaget svarer stærkt igen
Forlaget holder dog på deres ret til at udgive bogen og skyder det ind under ytringsfriheden. Desuden er HarperCollins ikke bange for at vende skytset tilbage mod BBC.

Forlaget kritiserer nemlig TV-selskabet for at bruge de betalende seeres penge på at forsvare deres eget brand, og det mener forlaget også, at TV-kanalen gør af udelukkende økonomiske interesser.

BBC derimod mener, at de skylder seerne at beskytte The Stig, da han ifølge dem ikke blot tilhører BBC, men i høj grad også tilhører seerne. Således er konflikten gået i hårdknude, og det er nu op til retten at afgøre, hvem der har rettighederne på sin side.

Én ting gør Andy Williams dog klart: BBC vil kæmpe til det sidste for at beskytte The Stigs identitet.

Louise Vilsbøl

Luk