
Foto: scanpix
| kommentarer () | Skriv kommentar
TV 2 sender i næste uge fra den første WTA-turnering på dansk grund nogensinde. Caroline Wozniacki er topseedet i turneringen - og vil blive mødt af stærke modstandere.
I mange år har danske sportselskere beklaget og ærgret sig over, at det var umuligt at følge Danmarks bedste tennisspiller Caroline Wozniacki på landsdækkende tv, fordi en række af verdens store tennisturneringer alene kan følges på mindre kanaler.
Men i næste uge bliver det muligt at følge Wozniacki på landsdækkende TV, når der for første gang nogensinde afholdes en WTA-turnering i Danmark. Turneringen har navnet 'e-boks Sony Ericsson Open 2010', den spilles på Farum Arena og har en samlet præmiesum på cirka 1,2 millioner kroner.
TV 2 har sikret sig rettighederne til turneringen og sender i næste uge tennis i den bedste sendetid tirsdag-fredag, semifinaler lørdag eftermiddag, finale søndag formiddag samt daglige højdepunkter i udvidede sportsnyheds-udsendelser klokken 22.35.
Hård modstand til Wozniacki
Caroline Wozniacki, der p.t. er nummer fire på verdensranglisten, er topseedet, men hun kan se frem til hård modstand i turneringen, der f.eks. har deltagelse af otte spillere fra verdens top 50.
Blandt de modstandere, Caroline Wozniacki kan møde, er to af semifinalisterne i årets Wimbledon-turnering, tjekken Petra Kvitova, der slog Wozniacki ud af Wimbledon, og Tsvetana Peronkova fra Bulgarien.De to er henholdsvis nummer 31 og 33 på verdensranglisten.
Den højest rangerede spiller i turneringen - foruden Caroline Wozniacki selv - er kineseren Na Li, der p.t. er nummer 10 på verdensranglisten, og som flere gange tidligere har besejret Wozniacki.
Samtidig er e-Boks Sony Ericsson Open 2010 en enestående mulighed for at se nogle af Danmarks bedste kvindelige tennisspillere i aktion. Malou Ejdesgaard har nemlig fået et wildcard til turneringen, mens Mai Grage og Karen Barbat deltager i kvalifikations-turneringen.
Wozniacki stiller også op i double
Turneringen er også en forsmag på de danske OL-doubledrømme i forhold til OL i London i 2012, hvor Caroline Wozniacki og Malou Ejdesgaard håber at spille sammen - akkurat som de gør i næste uge i Farum Arena.
TV 2 har etableret studie ved Centre Court i Farum Arena. Værten i ugens tennisdækning bliver Morten Ankerdal, der bl.a. får besøg af Caroline Wozniacki samt de tidligere topspillere Tine Scheuer Larsen og Kenneth Carlsen. I kommentatorboksen sidder Flemming Toft og Michael Tauson.
Louise Vilsbøl / TV 2 Kommunikation
