Torsdag d. 22 juli 2010
tvtid.dk - Er han Simon Cowells efterfølger? - nyt om tv

Foto: Scanpix

Er han Simon Cowells efterfølger?

Meget tyder på, at Helena Christensens strandflirt, Chris Isaak, er favorit til at afløse Simon Cowell som dommer i 'American Idol'.

Når talentshow-kongen Simon Cowell til næste år vil koncentrere sig fuldt og helt om en amerikansk udgave af 'X Factor', skal hans dommersæde i 'American Idol' udfyldes af en værdig arvtager.

Ifølge branchebladet The Hollywood Reporter kunne denne arvtager højest sandsynligt blive den amerikanske crooner Chris Isaak, som mange danskere vil kende som Helena Christensens strandflirt i 'Wicked Game'-musikvideoen.

Chris Isaak og Helena ChristensenChris Isaak og Helena Christensen i 'Wicked Game'-videoen.
Foto: MTV

Ifølge The Hollywood Reporter har Chris Isaak foreløbig været til to møder med TV-selskabet Fox, der står bag det populære talentshow 'American Idol'.

Både crooner og TV-stjerne
Chris Isaak er primært kendt som musiker. Gennem karrieren har han udgivet over 10 soloplader, og tidligere på året var han også et smut forbi København med en meget rost koncert.

Isaak har dog også en stor erfaring med TV-mediet, hvor han har haft roller i serier som 'Eastwick', 'Cold Case', 'Smallville' og 'Venner' (som Phoebes flirt). Desuden havde han fra 2001 til 2004 sit eget 'The Chris Isaak Show'.

Andre mulige kandidater
Om det i sidste ende bliver Chris Isaak, der skal afløse Simon Cowell, vil kun tiden vise. Foreløbig har Fox' underholdningschef Peter Rice ingen kommentarer til mulige kandidater, men han forventer at kunne offentliggøre navnet på den nye dommer til september.

Simon CowellFox leder med lys og lygte efter en værdig kandidat til at afløse karismatiske Simon Cowell som dommer i 'American Idol'.
Foto: Scanpix

Blandt andre mulige kandidater har bl.a. crooneren Harry Connick Jr., sangeren fra 80'er-bandet Poison, Bret Michaels, og en af Pamela Andersons ekskærester været på tale. Ligesom den stenrige forretningsmand Donald Trump har udtrykt sin interesse for dommerhvervet.

Da seertallene til det ellers så populære 'American Idol' er på retur, vil Fox naturligvis gøre alt for at finde en værdig afløser til den karismatiske Cowell.

'American Idol' sendes herhjemme på TV3.

Susanne Nielsen

Luk