| kommentarer () | Skriv kommentar
TVTID.dk har fulgt Jørgen Leth, Dennis Ritter, Rolf Sørensen og resten af TV 2-holdet igennem en typisk arbejdsdag på Tour de France. Se den eksklusive og underholdende video-reportage her.
Bag kameraerne er Tour de France et kæmpe mediecirkus, hvor hundredevis af lastbiler fra alverdens TV-selskaber hver dag skal køre 2-300 kilometer fra etape til etape for at kunne transmittere fra verdens største cykelløb.
Danske TV 2 er bare en lille brik i det enorme puslespil, der skal lægges minutiøst, for at hele maskineriet dagligt kan fungere upåklageligt.
TVTID.dk fulgte i sidste uge TV 2-holdet på etapen Épernay-Montargis. Vi var med lige fra kl. 6.40 om morgenen, da producer Rasmus Brynskov og produktions-tekniker Jeppe Lange forlod deres hotel for at køre ENG-vognen hen til medielejren i etapens mål-område og gøre klar til dagens optagelser og transmissioner.
Leth, Ritter og Rolfs daglige rutiner
Vi var også med, da Tour'ens navnkundige kommentator Jørgen Leth indledte sin faste morgenrutine på hotelværelset med at læse i sit medbragte rejse-bibliotek og filtrere dagens franske aviser for de seneste nyheder om cykelløbet.
Og vi var med, da Rolf Sørensen gjorde cyklen klar til sin daglige test af etapens sidste 50-100 kilometer for at tjekke ruten af, og da Dennis Ritter fulgte opløbet fra kommentator-boksen.
Og meget, meget mere, som du kan følge i video-reportagen øverst.
Jørgen Leth, Dennis Ritter og Rolf Sørensen tager en slapper før dagens kommentator-tjans.En typisk arbejdsdag for TV 2 på Tour de France:
kl. 6.40 TV 2's ENG-vogn kører til medie-området i målbyen og gør klar.
kl. 8.00 Jørgen Leth bruger dagens første tre timer på forberedelse.
Kl. 9.00 Dennis Ritter forbereder sig i kommentator-boksen.
Kl. 9.30 Rolf Sørensen kører etapens sidste 50-100 kilometer på cykel.
Kl. 11.00 Jørgen Leth kører fra hotellet til medie-lejren og foretager evt. interviews med centrale Tour-folk.
Kl. 12.30 Frokost hos den franske kok, Philippe
Kl. 13.10 Transmission til 'Tour de France: Studiet' hjemme i København
Kl. 14.30 Jørgen Leth, Dennis Ritter og Rolf Sørensen kommenterer på skift fra kommentator-boksen.
Kl. 17.00 Omkring 10 kilometer, før rytterne er i mål, stiller Jørgen Leth op til direkte interview med bl.a. dagens etapevinder.
Kl. 18.25 Jørgen Leth, Dennis Ritter og Rolf Sørensen medvirker i 'Tour de France: Studiet'.
Kl. 19.30 ENG-vognen pakkes sammen, og hele holdet kører videre til næste mål-by, en tur på 2-300 kilometer.
TVTID.dk bringer løbende artikler fra Tour de France i de kommende uger.
Tekst: Susanne Nielsen /Video: Dennis Maigaard
