
Foto: DR1
| kommentarer () | Skriv kommentar
Danmarks Radio laver en ny programserie, som får navnet 'Stemmer fra Vollsmose'. Igennem seks udsendelser følger vi dirigenten Frans Rasmussens kamp for at skabe et stort klassisk kor i den berømte og berygtede Odense-bydel.
Sidste år lavede DR programserien 'Stemmer fra opgangen' i Urbanplanen i København. Nu laver kanalen en slags pendant, der har fået navnet 'Stemmer fra Vollsmose'.
Her kan seerne i seks udsendelser følge dirigent Frans Rasmussens forsøg på at lave et stort klassisk kor bestående af Vollsmose-beboere.
Vi følger bestræbelserne fra den første casting til en fuldgyldig gallakoncert i Odense Koncerthus sammen med Odense Symfoniorkester.
Alle kan deltage
Alle der bor i Vollsmose, og har lyst til at prøve at synge i kor, kan allerede nu tilmelde sig casting. Der er informationer om tilmelding til casting på vollsmose.dk.
- Det er en stor glæde for DR at deltage i samarbejdet om 'Stemmer fra Vollsmose'. Programserien er selvfølgelig en musikalsk rejse, men vi ved, at samværet og samhørigheden mellem deltagerne bygger varige broer over modsætninger og fordomme, siger redaktør Carl Otto Dethlefsen fra DR Medier, og fortsætter;
- At synge sammen og at gå fra boligblok til rampelys skaber en stolthed og glæde, som giver varige aftryk. Både hos deltagerne, seerne og beboerne i bebyggelsen.
Positive fortællinger
Odenses borgmester, Anker Boye (S), er meget glad for DRs nye projekt.
- Jeg er meget glad for initiativet fra DR, som jeg mener er tegn på anerkendelse af vores indsats for bydelen de sidste mange år. Med de landsdækkende TV-udsendelser i primetime får Odense mulighed for at præsentere nogle positive fortællinger om Vollsmose til glæde for både bydelen, dens beboere og for hele Odense, fortæller Anker Boye.
'Stemmer fra Vollsmose' bliver sendt om tirsdagen fra slutningen af oktober i år på DR1.
Bjarke Hansen
