Tirsdag d. 27 april 2010
tvtid.dk -

Foto: Jakob Mydtskov

"Dagens mand" føler sig snydt

TVTID har talt med Rune, som fik en date med Mats i sidste udgave af 'Dagens Mand'. Den 27-årige deltager synes, det var sjovt at være med i programmet, men han føler, at TV 2 viste et fordrejet billede af hans person.

Der var ikke én eneste i mandepanelet, der slukkede for Rune, da han i onsdags gik ned af trapperne i 'Dagens mand - Special'.

Men der kom for alvor gang i slukknapperne, da man i et indslag med to af Runes veninder fik at vide, at den 27-årige cand. merc.-studerende og kortbærende medlem af Det Konservative Folkeparti kan lide at klæde sig ud i dametøj.

Men ifølge Rune, så afspejler klippet ikke sandheden.

Manipulerende klipning
TVTID har talt med Rune, og han udtalte sig således om sagen;

- Jeg er faktisk lidt sur på TV 2. De fik mig jo nærmest til at fremstå som en dragqueen.

- I det klip, der blev vist, kan man ikke se sammenhængen. Mine veninder taler om en enkelt gang, hvor jeg for sjov klædte mig i dametøj til en discofest. Men i programmet virker det jo som om, at det nærmest er min hobby.

Mats og Rune27-årige Rune (t.v.) sammen med sin date, 21-årige Mats.
Foto: Jakob Mydtskov

Rune fortæller også, at han blev kontaktet af både venner og familie efter sin deltagelse i programmet, og at de ville høre, hvad det der med dametøjet var for noget.

Ville gøre op med stereotyperne
Rune meldte sig faktisk til 'Dagens mand', fordi han gerne ville gøre op med det billede af homoseksuelle, som programmet viser.

- Altså jeg syntes, at der var mange stereotyper repræsenteret i 'Dagens mand' med bøsser. Så jeg ville stille op for at vise noget mere normalt, fortæller han.

Men det billede blev altså ødelagt af klippet med Runes to veninder.

Runes deltagelse endte med en date med den 21-årige københavner Mats. Daten gik godt, og de to holder stadig kontakten - men der er ikke mere i det end det.

Rune understreger dog også, at han ud over den ene episode havde det godt med at deltage i programmet.

Ikke meningsforstyrrende
Redaktør på 'Dagens mand' Karen Boel Thomsen fortæller til TVTID, at TV 2 ikke har klippet samtalen mellem Runes to veninder sammen, så den blev meningsforstyrrende.

- Vi har ikke manipuleret med klippet, så det viser noget andet end det, som Runes veninder faktisk sagde. Det kunne vi aldrig finde på. Men vi har selvfølgelig ikke hele samtalen med. Det ville der slet ikke være tid til, siger Boel Thomsen, og tilføjer;

- Men vi er selvfølgelig kede af, hvis nogen ikke har været glade for at være med i programmet.

Se anden del af 'Dagens mand - Special' med bøsser onsdag d. 28. april kl. 21.25 på TV 2

Bjarke Hansen

Luk