
Foto: TV 2
| kommentarer () | Skriv kommentar
De Radikale mener Socialdemokraterne spilder Folketingets tid, når partiet vil trække ministre i samråd om SMS-afstemninger i 'X Factor. Og Lars Løkke Rasmussen burde heller ikke blive adspurgt om hans favoritter i showet på et pressemøde. Det skriver Berlingske Tidende.
Efter den populære Anna overraskende blev stemt hjem i forrige uges 'X Factor' stillede Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht spørgsmål til kulturministeren og til videnskabsministeren om showets SMS-afstemninger.
Og i sidste uge blev vores statsminister bedt om at vurdere sagen, og i øvrigt pege på sin favorit i DR-showet, på sit ugentlige pressemøde.
Det har fået De Radikale til at råbe vagt i gevær: 'X Factor' skal ikke stjæle Folketingets tid!
Rigtige problemer
De Radikales næstformand Morten Østergaard udtaler, at han er bange for, den seneste tids begivenheder giver folk et fordrejet billede af den politiske virkelighed i Danmark.
- De seneste dages politiske begivenheder omkring X Factor viser et besynderligt billede for befolkningen af, hvad der foregår på Christiansborg.
- Vi skal finde 24 milliarder i løbet af de næste tre år og har tordnende underskud på de offentlige finanser mange år frem, og så beskæftiger politikerne sig med et TV-program, der mest af alt er et show, siger Østergaard.
Ingen politisk relevans
Morten Østergaard mener, at Socialdemokratiets Benny Engelbrecht skyder langt over målet, når han vil kalde ministre i samråd pga. en afstemning i et TV-show.
- Selvfølgelig er det en besnærende tanke, når det optager folk. Men det har altså meget lidt realpolitisk X-factor at beskæftige sig med den sag.
- Jeg forstår ikke, at nogen politikere har tid til det, og de spilder Folketingets tid. Man kan ikke holde nogen minister ansvarlig for, hvordan DR har indrettet deres afstemninger i samarbejde med teleselskaberne, siger den radikale næstformand til Berlingske Tidende.
Benny benægter
Benny Engelbrecht mener dog selv, at sagen var relevant nok til at beskæftige sig med den politisk.
Selvfølgelig er det en besnærende tanke, når det optager folk. Men det har altså meget lidt realpolitisk X-factor at beskæftige sig med den sag.
—Morten Østergaard, næstformand for De Radikale
- Det her handler om overtakserede SMS´er. Jeg ligger ikke søvnløs om natten over, hvem der vinder eller taber 'X factor'. Jeg har kun set programmet i fredags på grund af den her sag.
Bjarke Hansen
