Mandag d. 8 marts 2010
tvtid.dk - Leon får sin egen TV--serie - nyt om tv

Foto: DR1

Leon får sin egen TV-serie

En ny international TV-serie, der tager afsæt i Livvagternes afslutning, har Leon i hovedrollen. Den følger Leon i det nye job, som han i gårsdagens afsnit forlod PET for.

Hvis du sidder tilbage og vil savne 'Livvagterne's overhoved, Leon Hartvigsen, så er der håb forude. Leon, der spilles af Thomas W. Gabrielsson får nemlig sin egen spinoff-serie.

Holdet bag 'Livvagterne' skal lave en international krimiserie, hvor DR i samarbejde med et tysk produktionsselskab skal lave otte episoder på engelsk. Thomas W. Gabrielsson får hovedrollen.

Samme location tages i brug
I gårsdagens sidste afsnit af serien kunne seerne opleve livvagternes chef, forlade PET, fordi han var blevet tilbudt et nyt job. Han overbragte nyheden til sin hustru, Claudia, foran søværnets bygninger på Holmen.

Det var ikke tilfældigt. Bygningerne på Holmen omkring Chr. IV's gamle mastekran udgjorde hovedlocationen i en anden af DRs store TV-succeser, 'Ørnen'. Og nu kommer de i spil igen!

'Ørnen' som afsæt og Leon i centrum
Med afsæt netop i 'Ørnen' er det tyske produktionsselskab Network Movies i samarbejde med ZDF og DR i fuld gang med forberedelserne til en international krimiserie.

Det er forfatterne Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, der skal skabe serien med mulighed for at låne elementer fra deres egne tre Emmy-vindende TV-serier: 'Rejseholdet', 'Ørnen' og 'Livvagterne'.

Mai Brostrøm og Peter ThorsboeForfatterparret Mai Brostrøm og Peter Thorsboe står bag den nye europæiske krimiserie 'The Eagle JIT'.
Foto: Scanpix

Leon Hartvig, der netop er fratrådt sin chefstilling i den danske efterretningstjeneste, skal være leder af et europæisk efterforskningshold til bekæmpelse af organiseret kriminalitet - et såkaldt JIT (Joint Investigation Team). Flere danske skuespillere vil være blandt seriens gennemgående karakterer.

Danske filmkræfter bag serien
Med arbejdstitlen: 'The Eagle JIT' forberedes i første omgang otte episoder af en times varighed. Serien bliver overvejende indspillet på engelsk og spejler derved EU strømernes virkelighed i det daglige politisamarbejde.

DRs drama-producer, Sven Clausen, bliver genforenet med forfatterparret Brostrøm og Thorsboe, for sammen med sin tyske kollega, Peter Nadermann, at stå i spidsen for projektet. Produktionen af første sæson lægges i København, med dansk bemanding på alle poster.

- Jeg er stolt af, at karaktererne og historierne i DRs stærke dramaserier nu får lov at få nyt liv internationalt. Det er en fin anerkendelse, og et ønske om at trække på de kompetencer, som netop er opnået omkring produktionen af DRs drama-serier gennem de seneste år, siger Ulla Pors Nielsen, kanalchef for DR1.

Optagelserne er planlagt til at finde sted fra begyndelsen af 2011 frem til sensommeren. De første færdige afsnit forventes at ramme skærmen i begyndelsen af 2012.

Louise Vilsbøl

Luk