Tirsdag d. 9 februar 2010
tvtid.dk - Baronessen på pigejagt - nyt om tv

Foto: Kanal4

Baronessen på pigejagt

Sammen med glamour-baronessen Caroline Fleming indleder Kanal4 jagten på at finde den næste internationale stjerne i en dansk udgave af det verdensomspændende TV-hit 'Topmodel'.

Til foråret begynder optagelserne til den danske udgave af 'Topmodel'. Med Caroline Fleming i spidsen vil et stort hold af både danske og udenlandske dommere samt eksperter finde, coache og endelig kåre Danmarks næste topmodel.

- Lige siden det blev offentliggjort, at jeg skulle være vært for 'Topmodel', har jeg gået og glædet mig til at komme i gang med optagelserne, siger Caroline Fleming.

Deler ud af egne erfaringer
I 'Topmodel' kommer Caroline Fleming til at spille en central rolle som henholdsvis vært og dommer. Om rollen siger den smukke baronesse, der selv har optrådt på en Catwalk ved flere lejligheder:

topmodelBaronesse Caroline Fleming demonstrerer sine evner på catwalken.
Foto: Kanal4

- Jeg ser utrolig meget frem til at møde alle pigerne, og jeg håber, at jeg kan dele ud af mine egne modelerfaringer, så de kan få en god start på deres modelkarriere, siger Caroline Fleming.

Med et stjernespækket modeteam bag sig giver TV-baronessen pigerne en forsmag på det glamourøse liv, der venter forude - hvis de vel at mærke kan klare de udfordringer, de løbende stilles overfor.

Tro mod originalen
Der har tidligere været sendt 'Topmodel' i Danmark, men det her er første gang, der bliver lavet en version, som er helt tro mod dens amerikanske storesøster.

Ligesom man for få uger siden kunne se på TV3 i den nyeste amerikanske version af programmet, så bliver der uden tvivl masser af drama, når pigerne stilles over for en radikal makeover hos frisøren.

Kanal4 lover også, at ligesom, når det er Tyra Baks der står i spidsen, så vil danskerne også komme ud for grænseoverskridende fotosessions og en nervepirrende catwalk.

topmodelTyra Banks er vært på den originale amerikanske udgave af Topmodel.
Foto: TV3

Er det dig, der skal være med?
Måske er det dig, som Caroline Fleming leder efter? Du skal blot udfylde følgende kriterier:

  • være mellem 16-25 år, tage et godt nærbillede af dit ansigt og et totalbillede af hele din figur
  • optage en lille video (max. 3. min.) hvor du præsenterer dig selv
  • Udfylde spørgeskemaet på Kanal4's hjemmeside

Forude venter der fem ugers hæsblæsende optagelser, hvor de udvalgte piger kan se frem til at blive indkvarteret under eksklusive forhold i København og andre storbyer i Europa og arbejde sammen med internationale modefotografer og branchefolk.

I lære som model
I samme periode vil Caroline Fleming og hendes modeteam lære pigerne at begå sig som supermodeller. De skal lære, hvordan man brænder igennem på billeder, hvordan man begår sig på catwalken og blandt fotografer, stylister, moderedaktører og kunder.

Meget står på spil. For den pige, der når helt til tops, kan nemlig se frem til en karriere i den eftertragtede modebranche med eventyrlige rejser til nogle af branchens populæreste byer og eksklusive møder med topdesignere.

Louise Vilsbøl

Luk