Lørdag d. 6 februar 2010
tvtid.dk - Ny duo vinder Melodi Grand Prix - nyt om tv

Foto: Scanpix

Ny duo vinder Melodi Grand Prix

Efter et bragende flot show i Gigantium i Aalborg, gik duoen Chanée & N'evergreen ud af sangdysten som sejrherrer. Nu ligger billetterne klar til det internationale Melodi Grand Prix i Norge til maj.

Bookmakernes storfavorit, Simone, og 'Vild med dans'-stjernen Silas og hans partner Kat blev begge slået i hver sin semifinale i aftenens store sangfest i Gigantium i Aalborg, 'Dansk Melodi Grand Prix 2010'.

Til gengæld lykkedes det den nydannede duo Chanée & N'evergreen og deres storladne, ABBA-inspirerede 'In a Moment like this' at slå populære Bryan Rice og hans ballade 'Breathing' i finalen. Opgøret var dog, ifølge værten Felix Smith, så tæt, at afgørelsen blev forsinket på grund af fintælling af stemmerne.

Duoen Chanée & N'evergreen kender ikke hinanden fra tidligere. Sidstnævnte, Tomas N'evergreen, der oprindelig stammer fra Århus (født Tomas Christiansen), har nemlig tilbragt de seneste fem år i Rusland, hvor han er blevet en stor stjerne - og i øvrigt har nået finalen i det russiske melodi grand prix.

Med ønsket om at vende tilbage til rødderne i Danmark, udvalgte N'evergreen Christina Chanée blandt 50 mulige sangerinder til at synge 'In A Moment Like This' i det danske melodi grand prix. Christina Chanée er også kendt i udlandet som korsanger i bandet Kid Creole and the Coconuts, som hun rejser verden rundt med.

Bryan RiceBryan Rice blev slået i finalen af duoen Chanée & N'evergreen.
Foto: DR

Seerne valgte vinderen
For andet år i træk var en fagjury på seks personer, bestående af Paw Lagermann, Chief 1, Bent Fabricius-Bjerre, Søs Fenger, Camille Jones og Kenneth Kreutzmann, kaldt ind for at deltage i bedømmelsen af sangene.

Frem til semifinalerne talte fagjuryens stemmer og seernes sms-stemmer 50 procent hver. Men til slut i finalen var det udelukkende sms-stemmerne, som talte - og dermed valgte seerne suverænt vindersangen. Det var derfor lidt af en overraskelse, at to næsten ukendte navne herhjemme kunne slå populære Bryan Rice.

'In A Moment Like This' er en såkaldt uptempo-ballade, med inspiration fra ABBA, The Police og Tina Turner. Sangen er skrevet af de tre svenske hitmagere Thomas Gustafsson, Erik Bernholm og Henrik "Rockhard".

Imponerende højt niveau i år
Ikke alene var showet i Gigantium i Aalborg flottere end nogensinde i Dansk Melodi Grand Prix' historie - med både ild, vand, vind og flotte kjoler - også niveauet blandt de deltagende sange var, ifølge fagjuryen, imponerende højt i år.

Simone-grand prixTrods sin smukke ballade 'How Will I Know' lykkedes det ikke for 18-årige Simone at nå længere end til semifinalen.
Foto: DR

Både Bryan Rice, Simone, Sukkerchok og Cnanée & N'evergreen var udset som storfavoritter. Så der var derfor stor spænding om, hvem der ville gå videre til finalen. Pige-trioen Sukkerchok røg dog overraskende ud allerede i første runde.

Men måske er det en fordel for Danmarks chancer ved Eurovisionens grand prix, at en superstjerne i Rusland bliver årets danske vinder. For som Tomas N'evergreen selv udtalte i aftes, så kan han hente stemmer hjem fra grand prix'ets berygtede "østmafia".

Det Internationale Melodi Grand Prix afholdes d. 29. maj i Oslo.

Susanne Nielsen

Luk