Fredag d. 5 februar 2010
tvtid.dk - Nu kommer der nyt morgen-TV - nyt om tv

Foto: Kanal5

Nu kommer der nyt morgen-TV

Fremover får TV 2s 'Go'morgen Danmark' konkurrence fra Kanal5, som fra mandag d. 15. februar lancerer et konkurrerende program.

'Vågn Op!'. Det er ikke Jehovas Vidners hverveblad, der er tale om, men derimod et splinternyt morgen-TV-program, som Kanal5 har premiere på mandag d. 15. februar kl. 6.55.

Ifølge Kanal5 selv er 'Vågn op!' et ungt friskt alternativ til det etablerede morgen-TV - en hentydning, som jo kun kan være rettet mod TV 2s 'Go'morgen Danmark'.

Crazy humor og anderledes indslag
De tre værter Lars Sandstrøm, Ditte Hapel og Mads Brynnum (bill. øverst) vil gøre deres for at give både seerne og lytterne den sjoveste start på dagen. Og samtidig med, at programmet kan ses på Kanal5, sendes det også på The Voice Radio, ligesom det kan opleves via web og på mobilen.

Målet med 'Vågn op!' er at give alle seere og lyttere en unik og underholdende morgen med den bedste musik og de hotteste gæster i studiet. Med "crazy humor og anderledes indslag, vil værterne sørge for at skabe et underholdende program, hvor alt kan ske, og ingen kan føle sig sikker!," lover Kanal5.

'Vågn op! Med the Voice', sendes fra mandag d. 15. februar kl. 6.55 og herefter alle hverdage fra kl. 6.55-9.00 på Kanal5 og på The Voice Radio 6.00-10.00.

Susanne Nielsen

Luk