
Foto: Scanpix
| kommentarer () | Skriv kommentar
Kunstnerkomikeren Mads Steen har sammenklippet en falsk TV Avis, som har bragt sindende i kog på Danmarks Radio. Kanalen truer med sagsanlæg, hvis ikke videoen forsvinder fra internettet.
En video på internettet har fået juristerne på DR helt op i det røde felt. Videoen er nemlig sammenklippet af rigtige udgaver af TV Avisen, og det er et klart brud på ophavsretten.
Desuden bryder de sig ikke om, at videoen er sammenklippet på en måde, der ifølge DR er uacceptabel for stationen.
Skatteminister skyder to med bue og pil
I Mads Steens video, hvor bl.a. oplæserne Reimer Bo og Morten Schnell Lauritzen medvirker, er lyd og billedklipningen manipuleret, så nyhederne der bliver læst op virker meget bizarre.
Fx lærer vi, at skatteminister Kristian Jensen har skudt to betjente i Aalborg - med bue og pil! Og at en saudisk sheik har gennemtævet Kurt Westergaard.
Bål og brand
På Danmarks Radio har stationens jurister ikke kunne se det sjove ved videoklippet. Og de truer nu Mads Steen med et retsligt efterspil, hvis ikke videoen bliver fjernet fra de steder på internettet, hvor man har kunnet se den.
TV Avisens souschef Jakob Kwon Henriksen har ifølge TVNYT skrevet en mail til Mads Steen, hvor der bl.a. står;
- Den (videoen) er produceret i strid med loven om ophavsret, og den er klippet sammen, så vores værter og studie indgår i en sammenhæng, som er uacceptabel for DR og for TV Avisen. Jeg har videresendt din mail til vores juridiske afdeling, som vil tage skridt til at retsforfølge dig, hvis videoen mod forventning ikke bliver fjernet fra internettet straks.
BT har haft videoen på deres hjemmeside, men har nu fjernet den igen.
Videoen skulle også fjernes fra youtube, men i skrivende stund kan den stadig ses der.
Bjarke Hansen
