Søndag d. 3 januar 2010
tvtid.dk - DR2 vil gøre dig klogere - nyt om tv

Foto: Scanpix

DR2 vil gøre dig klogere

Allerede fra første uge af 2010 vil DR2 sætte danskerne på skolebænken med to timers folke-universitet hver dag. Initiativet hedder 'Danskernes Akademi'.

Dum, dummere, dummest! Sådan beskriver astronom og astrofysiker Anja Cetti Andersen (bill. øverst) det generelle TV-udbud, som det ser ud i dag. Og det er måske ikke helt forkert? Men det vil "kloge-kanalen" DR2 nu rette op på med en ny type undervisnings-TV.

I 'Danskernes Akademi', som sendes mandag til torsdag fra kl. 14.00 til 16.00 allerede fra d. 4. januar, byder DR2 på både forelæsninger af forskere, samtaler, interview og dokumentarprogrammer. Meningen er at kombinere det bedste fra Folkeuniversitetet og Åbent universitet.

De første par uger bliver emnerne blandt andet: Uendeligheden, hjerneforskning, Grundtvig, Rusland, ernæring og sundhed, aldring, ballet, vejret og det nye Europa. Blandt underviserne er førnævnte Anja Cetti Andersen fra Niels Bohr Instituttet.

Mere viden på nettet
TV-udgaven af 'Danskernes Akademi' suppleres med en udgave på internettet (se link øverst til højre), hvor man kan dykke dybere ned i emnerne og få svar på sine spørgsmål. Ifølge DR-chef Arne Notkin er hensigten at skabe "Danmarks største folkeoplysningsprojekt".

Notkin lover samtidig, at det nye skole-TV vil blive både alsidigt og underholdende, og at der vil være noget for enhver smag, f.eks. med forelæsninger om alderens betydning for sprogindlæring, tvillingstudier i Danmark, dansk hygge og miljøgiftens indvirkning på hjernen.

Astrofysiker Anja Cetti Andersen vil i sine forelæsninger lægge ud med de emner, der optager hende mest: Stjernestøv, galakser og de første stjerner.

Danskernes Akademi, fra mandag d. 4. januar kl. 14.00 på DR2.

Susanne Nielsen

Luk