
Foto: TV3
| kommentarer () | Skriv kommentar
Vært for TV3's 'Luksusfælden', Mette Reissmann, er nu valgt ind i Borger repræsentationen i København.
På TV kender vi hende som den lidt skrappe dame i 'Luksusfælden', hvor hun rådgiver danskere, der er kommet i økonomisk uføre efter forbrugsfesten.
Men fremover skal TV3-værten og valbyborgeren også styre husholdningsbudgettet på et noget højere plan. For i tirsdags blev hun valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne.
"Tak til alle, der støttede mig og stemte på mig til valget d. 17.11. Jeg er nu nyvalgt medlem af Borger repræsentationen i København. Jeg kom ind på en 7. plads med 872 personlige stemmer," skriver Mette Reissmann på sin politiske hjemmeside.
I gang med at optage nye programmer
Mette Reissmann, der er ekspert inden for forbrugeradfærd, etik og social ansvarlighed, er uddannet cand. merc. jur. Hun startede karrieren i forsikringsbranchen og senere i bankverdenen med fokus på lånevilkår, rentesatser og gebyrer.
Interessen for forbrugernes vilkår førte hende til et job som politisk og juridisk rådgiver i Forbrugerrådet, hvor hun blev kendt som en meget aktiv debattør i medierne. Og siden er hun altså også blevet en populær skærmtrold på TV3.
Mette Reissmann, medværten Jan Swyrtz og TV3 er for øjeblikket i gang med optagelserne til en række nye 'Luksusfælden'-programmer, som sendes i begyndelsen af det nye år.
Se 'Luksusfælden' (genudsendelse af sæsonens sidste program), søndag kl. 20.00 på TV3.
Susanne Nielsen
