
| kommentarer () | Skriv kommentar
Manden med det viltre hår og den dybe stemme, Zlatko Buric, er på vej til at blive verdensstjerne. Fredag er han gæstevært i 'Live fra Bremen' på TV 2.
Dansk-kroatiske Zlatko Buric er herhjemme bedst kendt for sin præstation i 'Pusher 3'. Men netop nu er han aktuel i katastrofefilmen '2012', hvor han mænger sig med Hollywoodstjerner som John Cusack, Danny Glover og Woody Harrelson.
I den svinedyre storfilm har Zlatko en skurkerolle som en russisk forretningsmand, der ved hjælp af penge og magt sikrer sig overlevelse efter Jordens undergang i 2012. De mange stunts, hvor han flygter fra styrtende huse og flyvende biler var så fysisk hårde, at han tabte sig 20 kilo.
Fredag viser den kommende verdensstjerne imidlertid en helt anden side af sit brede skuespiltalent, når han optræder på slap line som gæstevært i comedy-sketchshowet 'Live fra Bremen' på TV 2.
Showet optages i denne uge allerede torsdag, men sendes uredigeret fredag aften.
Tema er "top secret"
Zlatko Buric vil dog ikke afsløre noget om, hvad hans optræden i comedyshowet kommer til at handle om.
"Det er top secret - også for mig," udtaler han til TVTID.dk.
Zlatko fortæller i stedet, at han er en stor fan af Casper Christensen, som jo er manden bag de vilde og vovede sketches i 'Live fra Bremen'. Og at han altid var ved at falde ned af stolen af grin, når han i sin tid så 'Casper & Mandrilaftalen'.
Gæsterne i Casper Christensens talkshow 'Aloha!' senere på aftenen er i øvrigt i denne uge Isam B, kendt fra bl.a. bandet Outlandish, samt Hollywoods skønhedsguru nummer ét Ole Henriksen.
Live fra Bremen, fredag kl. 21.25 på TV 2.
Aloha!, fredag kl. 22.50 på TV 2.
Susanne Nielsen
