Fredag d. 13 november 2009
tvtid.dk - TV3 laver dansk 'Hollywoodfruer' - nyt om tv

TV3 laver dansk 'Hollywoodfruer'

TV3 laver nu en dansk udgave af broderlandets megasucces her i efteråret, 'Svenska Hollywoodfruar'.

I Sverige har en af efterårets helt store TV-succeser været 'Svenska Hollywoodfruar', en dokumentarserie, der følger de tre svenske kvinder Anna Anka, Maria Montazamy og Agnes-Nicole Winter, der alle har giftet sig med rige amerikanske mænd.

Ikke mindst sangeren Paul Ankas svenske frue, Anna (bill. øverst), har været det helt store samtaleemne i medierne. Programmet er - ud over sport - det mest sete TV3-program i Sverige i dette årtusinde.

Nu kommer programmet i en dansk version. Det handler kort fortalt om en række danske kvinder, der forlod hjemlandet og siden fandt både lykke, kærlighed og rigdom i drømmenes højborg, Los Angeles i USA.

Drømme opfyldes og knuses
"Hollywood er om noget stedet, hvor drømme både opfyldes og knuses. Og det er yderst fascinerende at få lov til at følge en række kvinder, for hvem drømmen er gået i opfyldelse. Seerne kommer til at opleve deres luksus-liv hjemme, på den røde løber og på indkøb i verdens dyreste butikker," siger TV3's programdirektør, Morten Mogensen, og fortsætter:

"Vi glæder os meget til at præsentere de seje kvinder, der fik drømmen opfyldt - og ikke mindst at give seerne et blik ind bag de høje, beskyttende mure i de fashionable kvarterer i Hollywood," siger han om dokumentarserien, der skal produceres af Metronome i Danmark.

TV3 er netop nu i gang med at gennemføre en lang række møder med flere fantastiske, danske kvinder i Hollywood - kendte såvel som ukendte. Den danske udgave af 'Hollywood Fruerne' vil få premiere på TV3 i foråret 2010.

Susanne Nielsen

Luk