Lørdag d. 7 november 2009
tvtid.dk - Sammenbrud på TV-Avisen? - nyt om tv

Foto: DR

Sammenbrud på TV-Avisen?

Det tekniske system, som styrer afviklingen af DRs nyhedsudsndelser, bryder ned hvert andet øjeblik. Medarbejderne er nu også ved at gå ned - af stress.

Igen er der problemer ude i den nyopførte og 4,6 milliarder dyre DR Byen. Husets centrale produktionssystem, Mediearkivet, der er den tekniske baggrund for DR Nyhederne, bryder sammen gang på gang. Det betyder, at nyhedsudsendelserne kun med nød og næppe udkommer, og at medarbejderne er under ekstremt pres.
"At arbejde med mediearkivet er som at være passager på en færgeoverfart, hvor færgen går ned hver anden dag, og så sejler man i land i en redningsbåd," siger journalist på TV-Avisen Jørgen Laurvig til politiken.dk.

Sammenbrud døgnet rundt
Problemerne med mediearkivet går bl.a. ud over 'TV-Avisen', 'Deadline', 'Aftenshowet' og nyhedskanalen DR Update. Systemet bryder sammen flere gange dagligt, og ifølge tillidsmand for DR Nyheder, Dines Boertmann, kommer dagens første mail om systemsammenbrud ofte om natten, senest skete det kl. 05.15.

Lillian Gjerulf KretzLillian Gjerulf Kretz og de andre værter for DR's TV-Avisen risikerer, at programmet pludselig går i sort.
Foto: Ekstra Bladet

Går hjem som vredne karklude
"Folk bliver vanvittigt stressede af at arbejde med et system, der hele tiden bryder sammen. Selv om man fejlmelder det, ved man ikke, hvor lang tid det er nede. Selv om medarbejderne har været i stand til at forskåne brugerne for en stor del af disse her problemer, er omkostningen stor. For folk går hjem som vredne karklude hver eneste dag. Det er helt ufattelig hårdt," siger tillidsmand Dines Boertmann til politiken.dk.

Kaos i baglokalet
Selv Susanne Hegelund, der er chef for TV-Avisen, synes, at situationen er uholdbar.
"Der er kaos i baglokalet. Ofte bliver rækkefølgen af indslag byttet om, så tingene kommer på en anden måde end planlagt. Der er meget tryk på, og medarbejderne er helte. De går gennem ild og vand for, at vi kan udkomme med en TV-avis, som vi kan stå ved," siger hun ifølge politiken.dk.
Indtil videre er det dog lykkedes at få nyhederne til at udkomme, så seerne ikke har mærket noget. Kun en enkelt gang er 'Deadline' kl. 17.00 ikke udkommet.

Først klar til næste år
Men problemet er komplekst, og medarbejderne har netop fået besked fra ledelsen om, at systemet først vil komme til at køre fra september 2010.
"Det er måske ment som en god nyhed, men der er 10 måneder til. Det er ikke en opmuntrende besked at få - folk er ved at græde, når de læser det," slutter Dines Boertmann.

Så spørgsmålet er, om 'TV-Avisen' snart bryder ned for øjnene af os seere?

Susanne Nielsen

Luk