Onsdag d. 30 september 2009
tvtid.dk - Brygmann springer ud som bankrøver - nyt om tv

Foto: TV 3

Brygmann springer ud som bankrøver

Lars Brygmann kan nu opleves i rollen som den noget uheldige forbryder, Leon, som er gift med den endnu mere uheldige frisør, Lulu, i TV3s nye dramaserie 'Lulu & Leon'. TVTID fik en lille snak med ham.

Vi kender ham nok bedst som den noget utraditionelle politimand Thomas La Cour - med de synske evner - i 'Rejseholdet' eller advokat Mikael Frank i 'Forsvar'. Men nu kommer vi til at opleve Lars Brygmann som en helt anden karakter på den forkerte side af loven, når han onsdag aften springer ud som den kriminelle Leon i TV3's største dramasatsning nogensinde 'Lulu & Leon'.

Leon er lidt af en antihelt
Når Lars Brygmann selv skal beskrive karakteren Leon, lyder det sådan her:
"Leon er nok lidt af en antihelt. For egentlig vil han gerne bryde ud af sin kriminelle løbebane og få en normal tilværelse. Men han må erkende, at han ikke bare har en kriminel fortid, men også nutid og fremtid," siger Brygmann, da TVTID møder ham ved gallapremieren på første afsnit af 'Lulu & Leon' i Imperial-biografen i København.

Helt igennem lovlydig
Lars Brygmann kan dog ikke hente inspiration til rollen fra sit eget liv, for han er tilsyneladende totalt lovlydig.
"Desværre har jeg ikke så meget spændende at bekende, for mit synderegister er ret begrænset," griner Brygmann og tilføjer.
"Det er kun nogle småtterier som at gå over for rødt lys og den slags".
Men har han ikke bare rapset lidt i butikkerne som dreng?
"Nej, ikke engang dét har jeg gjorrt mig skyldig i," svarer den regelrette Brygmann.

Lene Maria Christensen­LuluSmukke Lene Maria Christensen spiller Lulu. Hun ses her ved premieren i Imperial.
Foto: TV 2/Michael Vienø

Passioneret kærlighedsforhold
I serien spiller Lars Brygmann over for Lene Maria Christensen, som han tidligere har spillet sammen med i den Oscarnominerede biografsucces 'Frygtelig lykkelig'. Hun er Leons smukke kæreste, frisøren Lulu, som han ifølge Brygmann selv har et "meget passioneret forhold" til.
I første afsnit af serien bliver de gift, men under selve brylluppet kommer politiet og slæber Leon væk. Lulu er nu efterladt uden økonomiske midler (som er beslaglagt)og med ansvaret for sin og Leons niårige søn og sin 15-årige datter. Så hun må siges at være omend endnu mere uheldig end sin kriminelle husbond.

Hvad der mere sker i den meget spændende og velspillede serie, der foreløbigt er lavet i 12 afsnit, må du se på TV3 hver onsdag.

Lulu & Leon (1:12), onsdag kl. 20.00 på TV3.

(Første afsnit genudsendes lørdag kl. 21.00 på TV3)

Susanne Nielsen


Luk