Søndag d. 27 september 2009
tvtid.dk - Gordon Ramsay bliver animationsfigur - nyt om tv

Gordon Ramsay bliver animationsfigur

Den karismatiske engelske TV-kok Gordon Ramsay bliver nu hovedpersonen i animationsserien 'At Your Service'.

TV-kokken Gordon Ramsay er allerede en tegneserie-agtig person - med sit voldsomme temperament og talrige ukvemsord. Med serier som 'Hell's Kitchen' og 'Gordon Ramsays køkkenmareridt' har han haft rig mulighed for at udfolde sin personlighed.
Men nu bliver han også stjerne i sin egen animationsserie 'At Your Service' efter at have forhandlet en aftale hjem med det canadiske animations-hus Cuppa Coffee Studios.

Ramsay som superhelt?
Idéen med serien beskrives som "en halv time, hvor vi tager essensen af personen Gordon Ramsay og gør grin med den", ifølge Adam Shaheen fra Cuppa Coffee.
Inspirationen er hentet fra tegneserier, hvor der opbygges en fiktiv verden omkring en kendt person, bl.a. Jackie Chan og Mr. T. har været hovedpersoner.
Men om seerne kommer til at opleve Gordon Ramsay som kok om dagen og detektiv om aftenen. Eller om han vil bekæmpe forbrydere inden for fødevareindustrien. Eller om hans køkken vil blive hovedkvarter for en krig på kniv og gaffel mod andre kendte TV-kokke som Rachael Ray eller Emeril. Det vides endnu ikke.

At your serviceSådan tager Gordon Ramsay sig ud i sin nye animationsserie 'At Your Service'.

Præsenteres i næste måned
'At Your Service' vil blive præsenteret for TV-branchen i næste måned ved Mipcom International TV Sales i Cannes. For øjeblikket søger Cuppa Coffee dog efter en manuskriptforfatter til serien.
Cuppa Coffee står også bag bl.a. MTV's kendte 'Celebrity Deathmatch' og tegneserien 'Glenn Martin, DDS'.

Susanne Nielsen

Luk