Lørdag d. 19 september 2009
tvtid.dk - Madsen charmerede sig ind på seerne - nyt om tv

Foto: DR

Madsen charmerede sig ind på seerne

Anders Lund Madsen var i topform fredag aften, hvor han havde premiere på sit 'Det Nye Talkshow' på DR1. Som seer havde man fornemmelsen af at være i trygge hænder. Her følger TVTIDs anmeldelse.

Anders Lund Madsen ER en charmerende mand, og han er samtidig en mand, der er vant til at være lynhurtig i replikken fra sine direkte udsendelser i radio-hittet 'De Sorte Spejdere'. Det er helt klart egenskaber, der er nyttige i hans nye karriere som talkshowvært for det direkte transmitterede 'Det Nye Talkshow' på DR1. I debut-programmet fredag aften lagde Madsen i hvert fald ud med nogle velplacerede stikpiller til ugens mere eller mindre heldige begivenheder - med en fremlægning, der var David Letterman værdig. Selv DRs egen fadæse med den skrottede julekalender til 8 mio. kroner fik en skarp kommentar med på vejen.

De fineste gæster
Der er nok delte meninger om Anders Lund Madsens særdeles personlige stil. Men i egenskab af talkshowvært fungerer Madsens store mål af personlighed og selvsikkerhed helt perfekt. Han leverede i hvert fald varen som interviewer - med sine originale og direkte spørgsmål - og ved at være meget synlig som samtalepartner - uden at stjæle opmærksomheden fra gæsten (som f.eks. Clement har en uheldig tendens til).
Madsen havde desuden sikret sig "gæster af den fineste slags", som han selv udtrykte det, nemlig Paprika Steen, Ditte Arnth og Anni Fønsby. Tre flotte og aktuelle kvinder, som han charmerede trusserne af - ligesom han gjorde det med seerne.

Karen"Danish Mother" eller "Karen" er i virkeligheden skuespiller og hedder Ditte Arnth.
Foto: http://karen26.mono.net/8818

'Danish Mother' afslører
Første gæst i sofaen var Ditte Arnth, der er bedre kendt som "Karen" fra den meget omtalte YouTube-video 'Danish Mother seeking', hvor hun søger efter faren til sit barn August. I virkeligheden er Ditte skuespiller og er blevet hyret af turistorganisationen VisitDenmark til at skabe et reklamefremstød for landet. Hun har heller ikke selv fået børn endnu - en oplysning, der fik Anders til at udbryde på sin helt egen spøjse facon: "Mærkeligt, men også spændende".
Til slut lykkedes det endda Anders at få lokket ud af Ditte, hvor mange penge, hun egentlig havde tjent på videoen. "Skal jeg sige det?", lød det usikkert fra hende, hvorefter hun hurtigt fulgte op med: "50.000 kr."
Igen må man sige, at der nok ikke er ret mange andre end den yngste Madsen-bror, som ville slippe heldigt af sted med sådan et spørgsmål.

Paprika SteenPaprika Steen følte sig tydeligvis godt tilpas i Anders Lund Madsens selskab.
Foto: Scanpix

"Her er rart at være"
Anden gæst var Paprika Steen, som netop er hjemkommet fra en filmfestival i Toronto. For nylig modtog hun også en fornem pris i Østeuropa - "den femte-fineste filmpris i verden", som Anders Lund Madsen betegnede den.
Under samtalen kom Paprika ind på, at hun var opvokset blandt lutter brødre, og at hun derfor indimellem følte sig halvt som en mand, hvortil Anders beroligende og galant replicerede "Du er 140 procent kvinde!".
Paprika Steen følte sig åbenlyst godt tilpas - både i Anders' og Hof Teatrets live-publikums selskab. Hendes afsluttende bemærkning var:
"Må jeg komme tilbage igen? For her er rart at være".

Ikke helt tilfældigt
At Anders Lund Madsen netop nu lancerer et direkte talkshow - efter at der længe har været rygter om Casper Christensen kommende direkte comedy-show, 'Live fra Bremen' i samme tidsrum på TV 2, er nok ikke helt tilfældigt. Heller ikke, at begge shows sendes fra teatre med live-publikum.
Konkurencen mellem de to danske hovedkanaler er uden tvivl blevet voldsomt skærpet her op til indførelsen af det digitale TV-signal, og Madsen kom da også undervejs i showet med adskillige hints og hentydninger til den konkurrerende kanal.

Anni FønsbyAnni Fønsby Brinch var blandt de tre kvindelige gæster i Madsens debut-show.
Foto: All Over Press

Tæt sjæler med Anni Fønsby
Selv om det kunne tyde på, at Anders Lund Madsen går målrettet efter det kvindelige publikum, så var der også noget for husarerne.
Hans sidste gæst var nemlig ingen ringere end den storbarmede Anni Fønsby, som han fyrede en hel kanonade af nysgerrige og forhørs-agtige spørgsmål af imod. F.eks. spurgte han flere gange: "Nå, sker der ellers noget spændende, Anni?", hvortil hun kløgtigt svarede: "Ja, ifølge pressen sker der faktisk noget hver dag!".
Afslutningsvis ville Madsen konkurrere med TV 2s premiere på 'Vild med dans' ved at byde Anni op til en tæt sjæler. Højdemæssigt passede det perfekt med, at Anders kunne stikke næsen ind mellem Annis attributter.

Et mindre kiks
Desværre sluttede Anders af med et mindre kiks, da han under dansen med Anni opfordrede seerne til at blive på kanalen og se "den dejlige film 'Mørke'". En anelse utjekket, da DR1 efterfølgende viste filmen 'School for Scoundrels'. Man skulle ellers tro, når showet blev sendt direkte, at der var rig mulighed for at få netop den slags fakta korrekt formidlet. Hvorfor var der ikke en venlig sjæl, der hviskede den rigtige filmtitel i Madsens øresnegl? Men måske var han alt for beruset af Annis bryster til at kunne koncentrere sig...

Under alle omstændigheder har TV 2 noget at leve op til næste fredag med premieren på det direkte comedy sketch show 'Live fra Bremen', der ligger i samme tidsrum som Madsens talkshow.

TVTID siger:

******

Det Nye Talkshow (1. program, genudsendelse), mandag kl. 23.55 på DR1

Det Nye Talkshow (2. program), fredag kl. 21.55

Susanne Nielsen

Luk