
Foto: Screenshot
| kommentarer () | Skriv kommentar
Englands hertuginde af York, Sarah Ferguson, har nu gjort sig stærkt upopulær i Tyrkiet, efter at hun gik undercover med skjult kamera på et tyrkisk børnehjem.
Fergie - alias hertuginde Sarah Ferguson - er stadig kvinde for at lave skandaler, selv om hun ikke længere direkte tilhører det britiske kongehus.
I sidste uge optrådte hun nemlig på TV-kanalen ITV sammen med sin yngste datter, 18-årige prinsesse Eugenie, i dokumentarprogrammet 'Hertuginden og døtre: Deres hemmelige mission', hvor hun gik undercover med sort paryk og slør for at afsløre de kummerlige forhold på et tyrkisk børnehjem.
Et TV-stunt, der nu risikerer at koste hende et fængselsophold i Tyrkiet.
Her ses Fergie sammen med sine to døtre, prinsesserne Eugenie (t.v.) og Beatrice."Det gjorde mig så vred"
I programmet tog Fergie og Eugenie til børnehjemmet Saray nær den tyrkiske hovedstad Ankara. Her bor der 700 forældreløse børn, hvoraf mange er handicappede. Det viste sig at være det rene mareridt, da børnene blev vanrøgtet i svær grad og bl.a. var bundet fast til sengestolper.
"Det gjorde mig så vred. Jeg blev fuldstændig overvældet", udtalte prinsese Eugenie ifølge avisen Daily Mail efter sin hjemkomst til England.
Overtræder Tyrkiets love
De tyrkiske myndigheder er imidlertid ikke det mindste imponerede over Fergie og Eugenies heroiske undercover-afsløringer. Det er nemlig netop dét faktum, at de to kvinder skjulte deres identitet, der nu får det tyrkiske politi til at kræve Fergie udleveret til afhøring. Hendes fordækte mission overtræder nemlig flere af Tyrkiets love, og samtidig opfattes det som en smædekampagne mod landet og dets intention om at blive medlem af EU. Tyrkiets socialminister Nimet Cubukcu udtaler følgende til Daily Mail:
Det er helt klart, at fru Sarah Ferguson har dårlige intentioner. Hun er helt åbenlyst ude på at sværte Tyrkiets navn".
Her ses Fergie sammen med sin datter Beatrice i et andet afsnit af dokumentarserien, hvor de besøger fattige sigøjnere i Rumænien.
Risikerer tyrkisk fængselsophold
Uheldigvis for Fergie kan udvekslingsaftalen fra 1957 mellem England og Tyrkiet meget vel resultere i, at hun bliver udleveret til retsforfølgelse i Tyrkiet.
Samtidig er Tyrkiet et af de lande, der ikke skal fremvise bevismateriale for at kunne forlange en mistænkt udleveret. Så måske risikerer Fergie et ufrivilligt ophold bag tremmer under sydlige himmelstrøg.
Susanne Nielsen
