
Foto: Colourbox
| kommentarer () | Skriv kommentar
Mange af de programmer, der sendes på HD-kanalerne, er slet ikke i HD. Og det bliver ikke fortalt til seerne. Men nu vil landets TV-udbydere have, at TV-kanalerne stopper den falske reklame.
I disse tider bliver der døgnet rundt reklameret for den super-fine billedkvalitet, du kan opnå, hvis du via digitalt signal ser programmer fra én af de såkaldte HD (High-definition)-kanaler. HD-TV bliver udsendt digitalt og sikrer en højere billedopløsning, dvs. en meget bedre billedkvalitet. Men mange af de programmerne, der vises på de danske HD-kanaler, er slet ikke i HD. De er bare standardmateriale, der er blevet kunstigt forstørret, så det umiddelbart ligner HD. Og TV-kanalerne fortæller ikke, hvad der er hvad.
Det går simpelthen ikke
Landets store TV-udbydere som YouSee, Boxer og Canal Digital vil ikke være med til den falske/manglende varebetegnelse. De vil nu gå sammen og forsøge at tvinge TV-kanalerne til tydeligt at bekendtgøre, om et givent program er i HD eller ej.
- Hvis det ellers er lovligt, at vi gør fælles front, så bør vi samle os og tvinge TV-kanalerne til at være ærlige omkring, hvornår de sender HD, men især hvornår de ikke gør, siger Niels Breining, der er administrerende direktør for landets største udbyder af kabel-TV, Yousee, til epn.dk.
Der skal stå 'ikke-HD' på skærmen
Han bakkes op af Canal Digital-direktør Jens B. Arnesen.
- Vi bør arbejde for, at kanalerne kun skriver HD, når der rent faktisk er tale om ægte HD, siger han.
TV-udbyderne vil gerne have, at TV-kanaler, der kalder sig HD-kanaler, enten kun må skrive 'HD' på skærmen, når det er rigtigt HD og ikke bare en opskalering af et almindeligt signal. Niels Breining er imidlertid villig til at gå længere:
- Jeg mener faktisk, at kanaler, der kalder sig HD, burde skrive på skærmen, når det ikke er HD, siger han.
Ukendte syndere
Det er stadig ikke helt klart, hvilke TV-kanaler der snyder med HD-annonceringen. Men ifølge TV-udbyderne, så er HD-versionen af TV 2 Film altid i HD-kvalitet. Og Kanal5 skriver kun 'HD' på skærmen, når dette også er tilfældet. DR har ligeledes bekendtgjort, at de kun vil sende ægte HD-TV på deres nye kanal, DR HD, der går i luften sammen med digitaliseringen af TV-signalet d. 1. november.
Bjarke Hansen
