Fredag d. 4 september 2009
tvtid.dk - Mr. Talkshow runder de 60 - nyt om tv

Foto: Carsten Andersen/TV 2

Mr. Talkshow runder de 60

Danmarks svar på Letterman, Michael Meyerheim, fylder 60 år i dag, lørdag. I den anledning har TVTID lavet en lille 'Spørg Meyerheim', med ti skarpe spørgsmål til fødselaren.

Han er manden, der bragte amerikansk TV-underholdning til Danmark, da han som den første drejede 'Lykkehjulet' på TV 2. Dengang i 1988 var det et særdeles farverigt modtræk til DRs monopol- og alvors-TV.
Bare tre år efter, i 1991, fik han som den første danske TV-vært sit eget talkshow med det David Letterman-inspirerede 'Meyerheim og Co.'. Og siden har han udnyttet sit store talent for den afslappede samtale i mange andre sammenhænge.

Manden med det velklingende TV-navn, Michael Meyerheim, er intet mindre end Danmarks Mr. Talkshow, og i dag, lørdag d. 5. september, runder han endnu et skarpt hjørne, når han kan fejre sin 60 års fødselsdag.

Michael Carsten Meyerheim (født d. 5. september 1949 i Gentofte)

  • 1969: Elev hos Frederiksborg Amts Avis.
  • 1973-88: Journalist ved Politiken, herunder 4 år i USA som korrespondent.
  • 1988-96: Ansat ved Nordisk Film, vært på 'Lykkehjulet', 'Eleva2ren', 'Meyerheim og Co.', 'Meyerheim After Eight' og 'Ugen der Gak'.
  • 1996: Medstifter af Skandinavisk Film Kompagni (SFK).
  • 1996-2006: Hos SFK vært på 'Go'Morgen Danmark', 'Go'Aften Danmark'.
  • Fra 2006: Hos SFK vært på 'Spørg Charlie', talkshowet 'Meyerheim' og 'Meyerheim Special'.


Spørg Meyerheim - 10 skarpe spørgsmål til fødselaren

1) Hvad har du været mest glad for at lave som TV-vært indtil nu?

- Jeg føler mig mest hjemme, når jeg er placeret over for én eller flere gæster og kan samtale med dem om alt mellem himmel og jord. Så lige fra 'Eleva2'ren' i sin tid over morgen-TV til genoptagelsen af talkshows har været de programmer, hvor jeg følt mig bedst tilpas.

2) Hvilken interviewperson har overrasket dig mest - og hvorfor?

- Poul Nyrup Rasmussen, tror jeg. Som statsminister kunne være lidt stiv og kejtet i sin facon. På slap line er han afslappet, anekdotisk og selvironisk.

3) Hvad er dit mest vellykkede talkshow-interview?

- Når man fylder 60, synes jeg man skal se fremad. Så mit svar er: "det har ikke fundet sted endnu!"

4) De danske kendisser står næsten i kø for at blive interviewet af dig. Hvorfor?

- Forklaringen er kort og godt, at de føler sig godt tilpas. Nøgleordet er tryghed. For hvis du som gæst føler dig tryg, er du parat til at fortælle.

5) Hvad er det sjoveste, du har oplevet i 'Spørg Charlie'?

- Jeg fik engang lattersammenbrud over en bemærkning fra Jacob Haugaard. Han fremkaldte et billede af, at dét barn, som kørte rundt på sin legetøjsscooter og generede en underbo (der havde skrevet til 'Spørg Charlie' for at få et godt råd), måske var en voksen mand, der havde mistet sit kørekort.
Det ser muligvis ikke sjovt ud på tryk, men var det i situationen... det er dét, der kan ske, når replik på replik resulterer i den sidste replik, der får vulkanen til at gå i udbrud.

6) Savner du at lave 'Go' Morgen Danmark'?

- Der var masser af ting, jeg elskede ved morgen-TV, herunder kammeratskabet og stemningen, men jeg følte en stor lettelse, da jeg holdt op. Sagt på en anden måde; de to timer, vi sendte, var det sjove ved arbejdet - men de øvrige 22 timer af døgnet blev efterhånden mere og mere negativt påvirket.

Lykkehjulet anno 1989Michael Meyerheim og Carina Jensen som værter for Lykkehjulet tilbage i 1989.
Foto: TV 2

7) Har du nogensinde fortrudt, at du blev vært for 'Lykkehjulet' i sin tid?

- Nej. Det var en fantastisk læretid - og jeg fik afløb for en indre gøgler i et lille års tid.

8) Hvad kan du selv lide at se på TV?

- Jeg er rimeligt altædende, når det angår TV. Sport, nyheder, film, historiske programmer, vellavet underholdning og gode dokumentarer.

9) Har du nye TV-projekter i støbeskeen?

- Ikke lige i øjeblikket. Der foregår løbende drøftelser, men der er ikke noget konkret.

10) Hvordan skal du fejre dagen på lørdag?

- Vi smutter væk i nogle få dage med et par gode venner. Dagsordenen hedder golf, afslapning og hyggeligt samvær.

(Michael Meyerheim kan opleves på TV næste gang på onsdag, når der er sæsonpremiere på 'Spørg Charlie')

Spørg Charlie, onsdag d. 9. september kl. 20.30 på TV 2 Charlie

Susanne Nielsen

Luk