
Foto: Scanpix
| kommentarer () | Skriv kommentar
TV-værten Reimer Bo blev sat på plads af skatteminister Kristian Jensen i DRs nyhedsmagasin '21Søndag'. Skatteministeren mente ikke, at Reimer havde sine oplysninger i orden.
I sin første dag tilbage på pinden som vært for DRs nyhedsmagasin '21Søndag' fik Reimer Bo noget af en røffel af Danmarks skatteminister Kristian Jensen. Skatteministeren beskyldte simpelthen Reimer Bo for ikke at have lavet sin research.
100.000 tilbage i skat
Sagen handler om Dennis Mathorne, der er blevet alene med sin datter, efter hans kone døde af kræft i maj måned. Da konen modtog sin kræftbehandling i udlandet, så skulle Dennis Mathorne ifølge DR betale over 100.000 kr. til Skat, fordi konen fik sin behandling betalt af sin arbejdsgiver.
Mod bedre vidende
Men DR havde allerede kontaktet Skat, der havde fortalt, at Dennis Mathorne sandsynligvis ikke fik en regning, da der findes en skatteparagraf, der tager hensyn til tilfælde som dette.
Jim Jørgensen fra Skat udtaler til BT.
- Jeg forklarede journalisten, at vi har en særlig paragraf i Inddrivelsesloven, der kan bruges i tilfælde, hvor det virker særligt uretfærdigt, at en person skal pådrages en større skattegæld. Jeg forklarede, at som de refererede det, så virkede den pågældende person som en, der oplagt kunne falde ind under den paragraf.
Men DR fortsatte alligevel med historien, og det blev ikke nævnt i indslaget i '21Søndag', at Mathorne sandsynligvis ikke skal betale noget tilbage i skat.
Pressechef i Skatteministeriet, Peter Høyer, er meget vred over DRs indslag.
- Seerne er bedre tjent med, at DR lægger al fakta frem. Ellers bliver dækningen temmelig tendentiøs.
Jamen jeg er altid glad, når jeg snakker med dig, Reimer. Især når du har styr på dine fakta.
—Skatteminister Kristian Jensen
Skatteminister Kristian Jensen sagde det også ganske klart i selve udsendelsen:
- I skulle have researchet noget bedre.
Erkender fejl
På DR indrømmer man, at man har begået en fejl. Men DR-cheferne benægter, at de havde til hensigt at skjule noget.
- Vi havde valgt at lade skatteminister Kristian Jensen fortælle, at der var sådan en mulighed for Dennis Mathorne. Set i bagklogskabens lys, så burde vi have det med i indslaget. Så havde interviewet med Kristian Jensen nok have været mere vellykket, siger Naja Nielsen, chef for '21Søndag'.
Bjarke Hansen
