Tirsdag d. 21 juli 2009
tvtid.dk - SATC-stjerne laver reality-TV - nyt om tv

Foto: Scanpix

SATC-stjerne laver reality-TV

'Sex and the City'-stjernen Sarah Jessica Parker står bag et nyt TV-koncept, hvor unge kunstnere skal kæmpe om udstillingsplads på gallerier og museer.

"Jeg elsker kunst," udtaler skuespilleren Sarah Jessica Parker, der er bedst kendt for rollen som den modebevidste Carrie i TV-serien 'Sex and the City'. For øjeblikket er det dog ikke Parkers populære TV-alter ego, der trækker de store overskrifter, men derimod hendes planer om at lave et kunst-realityshow. Projektet, som foreløbig har fået arbejdstitlen 'American Artist', skal være kunstverdenens svar på 'American Idol' eller 'Projekt Catwalk'. I programmet skal 13 udvalgte kunstnere dyste om udstillingsplads på gallerier og museer samt en afsluttende pengepræmie.

Har ikke den store kunstforstand
Ideen til TV-konceptet fik Sarah Jessica Parker delvist, da hun i 2006 besøgte det nye og udvidede Museum of Modern Art med sin seksårige søn. Her kom hun pludselig til at tænke på alle de kunstnere, der "arbejder uden nogen form for publikum". Kunstnere, som SATC-skuespilleren nu gerne vil hjælpe frem i lyset. Hun indrømmer dog, at hun ikke selv har den store kunstforstand.
"Jeg ved stort set intet om det, men vil betegne mig selv som entusiast. Det kan være en skræmmende verden, og folk tænker ofte på kunst som noget svært forståeligt. Men når du kommer ind i et hvilket som helst hjem, er der altid en eller anden form for kunst".

American ArtistEn håbefuld ung kunstner ankommer med maleri til audition.
Foto: Todd Heisler/The New York Times

Kunstnere i kø til audition
I disse dage står hundredevis af kunstnere i kø i de amerikanske storbyer for at komme til audition på programmet. Og ifølge Sarah Jessica Parker er alle velkomne.
"Vi ønsker at caste et meget bredt udvalg af kunstnere, uanset alder. Jeg vil ikke afvise nogen, så det kan være hvemsomhelst mellem 17 og 107 år," siger hun til artnet.com.
Realityshowet skal laves af Sarah Jessica Parkers eget produktionsselskab, Pretty Matches, i samarbejde med firmaet Matical Elves, der også står bag programmer som 'Projekt Catwalk' og 'Topchef'. Serien vil blive vist på kabel-TV-kanalen Bravo.

Susanne Nielsen

Luk