Onsdag d. 8 juli 2009
tvtid.dk - 500.000.000 så Jacksons begravelse - nyt om tv

Foto: TV 2

500.000.000 så Jacksons begravelse

Der var rigtig mange mennesker fra hele verden, som fulgte med, da Michael Jackson tirsdag blev stedt til hvile. Man regner med, at mere end en halv milliard seere fulgte begravelsen live.

Kongen af pop døde som bekendt d. 25.juni i år. Sangeren blev bare 50 år gammel, og hans død kom som et chok for de fleste. Selv om Jacksons flamme i mange år havde brændt svagere og svagere på musikhimlen, og selv om sangeren ikke havde udgivet et studiealbum siden Invincible tilbage i 2001, så var der vist ingen, der var i tvivl om, at Jackson stadig var og stadig er den største popkunstner, der nogensinde har levet.

Og til begravelsen var det netop alt det gode, der var i fokus. Den bizarre livsstil, de groteske ændringer af udseende, pædofilianklagerne og alt det andet var glemt, og tilbage var kunstneren, mennesket og musikken, som blev hyldet af de fremmødte og af millioner af seere. Ifølge CNN omkring 500 millioner seere.

Gravtale og musik
Ceremonien fandt sted i det såkaldte Staples Center i Los Angeles.

Michael Jacksons bronzekiste blev kørt i kortege hen til centeret, hvor den ankom kl.10.00 lokal tid. Kl.10.30 startede ceremonien med en gravtale af Jackson familiens præst Pastor Lucious Smith. Og derefter talte medlemmer af Jackson-familien og forskellige venner og bekendte om deres oplevelse af den store kunstner.

Indimellem talerne optrådte forskellige kendte musikere med sange, og ceremonien sluttede af med en hjerteskærende tale af Jacksons datter Paris Jackson. Den 11 årige pige brød sammen, da hun sagde.

- Ever since I was born, Daddy has been the best father you could ever imagine ... I just wanted to say I love him so much.

Jacksons bror Marlon sluttede af med at sige.

- Maybe now, Michael, they will leave you alone, med slet skjult reference til den enorme medieomtale, som sangeren var udsat for igennem hele sit liv.

Paris, Prince Michael I og Prince Michael II bedre kendt som Blanket tager en bevægende afsked med deres far Michael Jackson ved en offentlig ceremoni i Los AngelesJackson-familien samlet på scenen.
Foto: Scanpix

Kendte sangere - kendte sange
Ceremonien bød på mange følelsesladede optrædender fra kunstnere, der hyldede Jackson med fortolkninger af numre fra hans imponerende sangkatalog.

Mariah Carey og Trey Lorenz, sang "I'll Be There", Stevie Wonder sang "Never Dreamed You'd Leave in Summer", Lionel Richie opførte "Jesus Is Love", American Idol-finalisten Jennifer Hudson sang "Will You Be There", John Mayer spillede en smuk akustisk version af "Human Nature", storebror Jermaine Jackson sang Chaplins nummer "Smile", som Michael Jackson også lavede en version af på hans History-album, Usher sang "Gone Too Soon", Britain's Got Talent-finalisten Shaheen Jafargholi sang det samme Michael Jackson nummer, som har gjort ham populær i hjemlandet, Smokey Robinsons "Who's Lovin' You", som Jackson 5 gjorde populært, og endelig sang alle kunstnerne "We Are the World" og "Heal the World".

Andre seere
Det var ikke kun TV-seere, der var mange af til Jacksons begravelse. Ejerne af Stables Center havde udlovet 17.500 billeter i et lotteri, der tiltrak mere end 1.2 mill. deltagere, og uden for centeret var et ukendt, men tusindtalligt antal sørgende fans dukket op, for at mindes sangeren.

Begravelsen af Michael Jackson blev desuden den næstmest sete begivenhed via live-streaming på Internettet. Kun overgået af Barack Obamas indtrædelsestale.

Bjarke Hansen

Luk