Torsdag d. 2 juli 2009
tvtid.dk - Modeljagt på Roskilde Festivalen - nyt om tv

Foto: Kanal4

Modeljagt på Roskilde Festivalen

I denne uge begynder modeljagten igen i en ny sæson af 'Model på 1 dag'. Startskuddet lyder på årets Roskilde Festival, hvor fotograferne leder efter store skønheder.

De to modefotografer, der snart sendes ud i nye fotoopgaver i hele landet, er igen Ditte Campion-Damgaard og Thomas Fryd.

Samme koncept som sidst
Reglerne er de samme som i første sæson af programmet. Fotoopgaven skal klares på syv timer, og Ditte og Thomas skal selv finde pigerne. Der vil derfor ikke være tale om en såkaldt audition eller casting, som pigerne kan tilmelde sig på forhånd. Fotograferne skal af samme grund være hurtige til at spotte de små detaljer hos pigen, vurdere om hun passer ind i temaet for ugens fotoopgave, og samtidig nå at stoppe hende, inden hun forsvinder ud i folkemængden.

Solskin og sommerpiger
Ligesom de to modefotografer går igen fra sidste sæson, så er det også Mayianne Dinesen, der er vært på programmet igen. Om den nye sæson af programmet udtaler værten.
- Ja, nu skal vi i gang igen, og det kommer til at foregå rundt omkring i sommerlandet, så vi satser på solskin og masser af solbrune sommerpiger. Vi optager programmerne hen over sommeren og afslutter med finalen til efteråret. Og vi glæder os til at underholde seerne med de tidspressede modelscoutings og foto-shoots, der er pakket ind i udfordrende temaer. Det bliver utrolig spændende at se, hvordan vores to modefotografer vil løse opgaverne denne gang.

modelSidste års vinder blev den 17-årige Ida fra Slagelse.
Foto: Kanal4

Lækker præmie
I sidste sæson af programmet blev vinderen den 17-årige Ida fra Slagelse. Hun blev forsidepige på Bazar og fik en modelkontrakt med Scoop Models. Den kommende vinder af programmet vil også blive forsidepige på Bazar og få en modelkontrakt, men denne gang er også Elisabeth Arden samarbejdspartner på programmet, så mon ikke vinderen vil kunne deltage i en reklamekampagne eller lignende.

På Roskilde Festival med kamera
Optagelserne begynder allerede i denne uge, hvor Mayianne Dinesen og de to modefotografer vil indtage Roskilde og Holbæk. Her slår de blandt andet et smut forbi Roskilde festivalen og DGI's landsstævne. Resten af optagelserne bliver først til august og kommer blandt andet til at foregå i Fårup Sommerland, Århus, Kongens Have i København og Amager Strandpark.

Model på 1 dag vises på Kanal4 til efteråret.

Louise Vilsbøl

Luk