
Foto: Scanpix
| kommentarer () | Skriv kommentar
Thure Lindhardt skal spille en af bandemedlemmerne i TV 2s dramaserie, der vises på kanalen til efteråret.
Om kort tid, d. 4. maj, er der verdenspremiere på filmatiseringen af Dan Browns anden store bestseller 'Engle og dæmoner'. Her spiller den danske stjerne-skuespiller Thure Lindhardt en af hovedrollerne som betjenten Chartrand.
Men Ekstra Bladet kan nu afsløre, at Thure blandt andre store projekter - har sagt ja til at påtage sig en af de bærende roller i TV-serien om Blekingegadebanden. Hvilken en af bandemedlemmerne, han skal spille, melder historien dog ikke noget om.
Ærgerlig afsløring
Serien om Blekingegadebanden, som er i fem afsnit, skal produceres af Zentropa og vil efter planerne blive vist på TV 2 allerede til efteråret.
TV 2s programchef Keld Reinecke er dog ret ærgerlig over, at det allerede nu, inden TV-optagelserne er gået i gang, afsløres, at Thure Lindhardt ikke bare er med i Blekingegadebanden, men også at han skal spille et af bandemedlemmerne.
- Det ville vi gerne have holdt ind til kroppen et stykke tid endnu, siger Reinecke til Ekstra Bladet.
Baseret på Moos' bog
Som TVTID tidligere har skrevet, er TV-serien baseret på politimanden Jørgen Moos' bog 'Blekingegadebetjenten'. Jørgen Moos stod i spidsen for efterforskningen af Blekingegadebandens aktiviteter, og han er sammen med et af kernemedlemmerne fra terrorgruppen den centrale hovedkarakter, som historien fortælles igennem.
Hvad var Blekingegadebanden?
Blekingegadebanden er den populære betegnelse for en maoistisk dansk terrorgruppe, som opererede i og udenfor Danmark fra sidst i 60´erne og op til slutningen af 80´erne. Gruppen stjal våben, begik røverier og lavede kidnapninger, og sendte deres udbytte til den palæstinensiske terrorgruppe PFLP. Blekingegadebandens aktiviteter kulminerede i 1988, hvor en ung betjent blev dræbt af gruppen i København under flugten fra et røveri.
Susanne Nielsen
