
Foto: Scanpix
| kommentarer () | Skriv kommentar
Danmarks Radio har besluttet at droppe den planlagte dramaserie om Blekingegadebanden.
55 millioner kroner. Så meget var DRs TV-serie om Blekingegadebandesagen budgetteret til at koste. Men nu må kanalen droppe prestigeprojektet på grund af manglende finansiering.
Som tidligere beskrevet her på TVTID (se artikel via link til højre), havde både DR og TV 2 planlagt at lancere hver sin TV-serie om 80'ernes største kriminalsag i løbet af i år, men nu må DR altså trække sig ud af projektet.
Super ærgerligt
"Det er super ærgerligt, men vi kunne ikke få serien finansieret. Vi mangler simpelthen for mange penge til at kunne få det til at hænge sammen på den måde, vi har forestillet os," siger Jørgen Ramskov, tidligere DR-chef og nu direktør for Nimbus, der skulle have produceret serien for Danmarks Radio, til B.T..
ZDF trak sig
DR's TV-serie skulle have været baseret på forfatteren Peter Øvig Knudsens to bestsellere om Blekingegadebanden. Men nu må bestsellerforfatteren og cavlingprismodtageren skyde en hvid pind efter at se sit bogværk filmatiseret.
"Jeg har fået at vide, at de mangler penge og at de dropper filmatiseringen, efter at det tyske TV-selskab (ZDF, red.) har trukket sig," siger Peter Øvig Knudsen og bekræfter over for B.T., at han bliver tilføjet et stort økonomisk minus på DRs beslutning.
"Jeg mister næsten to millioner, men jeg skal ikke klage. Det går jo helt fantastisk med bøgerne, og jeg er sikker på, at der nok skal komme noget film ud af det på et andet tidspunkt."
På TV 2 til efteråret
TV 2 har købt TV-rettighederne til bogen 'Blekingegade-betjenten' skrevet af forfatterne Jeppe Facius og Anders Peter Mathiassen, og Zentropa med Peter Ålbæk i spidsen står for filmatiserigen. Serien vil efter planerne blive vist på TV 2 allerede til efteråret.
Susanne Nielsen
