
Foto: TV 2
| kommentarer () | Skriv kommentar
Professor i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet mener, at TV 2s nye torsdagsserie Sons of Anarchy, om en lovløs motorcykelbande kan være benzin på bålet i den nuværende bandekrig.
TV 2 sender hver torsdag aften serien Sons of Anarchy, som handler om en hårdkogt californisk motorcykelbande ved samme navn. Banden tjener sine penge på ulovlige aktiviteter, og den er ekstremt voldelig over for konkurrenter. Det er derfor åbenlyst at drage paralleller til Danmarks nuværende bandekrig imellem Hells Angels og dennes støttegruppe, AK81, og diverse indvandrerbander. Og ligheden mellem handlingen i Sons of Anarchy og Danmarks nuværende bandekrig kan ifølge professor i medievidenskab på Københavns Universitet, Torben Grodal, have en meget uheldig indflydelse.
Vi er biologisk disponerede
Ifølge Torben Grodal er det en naturlig og menneskelig reaktion at være tiltrukket af den slags voldelige TV-serier. I et interview med 24timer siger han:
- Vi er biologisk disponerede til at synes, at sådan en serie er spændende.
Og for de fleste menneskers vedkommende ser Grodal ikke det store problem ved denne fascination. Men for visse svage individer, som i forvejen er disponerede for et liv på den forkerte side af loven med de forkerte venner, kan serier som Sons of Anarchy måske være med til at give dem et skub i den forkerte retning.
- Er ens muligheder begrænsede, og kommer man fra en ressourcesvag baggrund, kan sådan en TV-serie virke fascinerende og tiltrækkende. Man får forstærket ønsket om den adfærd, man oplever i serien, siger han.
Al Pacino som gangsteren Tony Montana i filmen ScarfaceIkke kun rockerne
Det er dog ikke kun på den side af bandekrigen, hvor man bliver fascineret af store motorcykler og kropstatoveringer, at svage individer er i farezonen for uheldig mediepåvirkning.
Gadekoordinator på Nørrebro, Khalid Alsubeihi, oplever, at det især er de amerikanske gangsterfilm, som har en kedelig effekt på de kriminelle indvandrere.
- Der er ingen tvivl om, at det, de unge ser i fjernsynet og på film, påvirker dem. Jeg oplever, at gangsterfilm optager dem meget. Jo mere rå man er, desto mere interessant er man. Det er ham med magten og pengene, der løber med pigerne.
TV-stationerne har et ansvar
Ifølge Torben Grodal bør de danske medier tænke over, hvad det er for nogle signaler, deres udsendelser kan sende.
- Hvis du viser en speciel adfærd tilstrækkeligt længe, kan du ikke undgå, at den vil cirkulere i de unges bevidsthed. Det er et ansvar, medierne må være sig bevidst.
Vi kunne ikke vide, at der netop ville herske en bande-konflikt i København, samtidig med at Sons of Anarchy startede
—TV 2 redaktør Feline Munck
På TV 2 anerkender man problemet, men man afviser at tilrettelægge programfladen efter, hvad de kriminelle kunne tænkes at blive påvirket af.
- Det er meget sandsynligt, at der er påvirkelige sjæle, som vil finde den livsstil attraktiv - men den risiko er der jo med mange serier. Vi kunne ikke vide, at der netop ville herske en bandekonflikt i København, samtidig med at Sons of Anarchy startede, siger Feline Munck, der er redaktør på TV 2.
Bjarke Hansen
