Mandag d. 9 marts 2009
tvtid.dk - TV-Oscar til DR dokumentar - nyt om tv

Foto: DR

TV-Oscar til DR dokumentar

DR1-dokumentaren 'CIA's danske forbindelse' modtog fredag aften den mest præstigefyldte danske mediepris, Billed-Bladtes TV-Oscar, og 100.000 kroner.

Det er niende år i træk, at DR kan høste den populære pris. TV-Oscaren gives til det bedste danske dokumentarprogram efter Oscar-komitéens mening. I år var i alt 19 dokumentarprogrammer indstillet til den flotte pris af TV-stationer og produktionsselskaber.

4 ud af 5 nominerede fra DR
Kun fem af de 19 indstillede programmer var nomineret til Oscar'en, og fire ud af disse fem var produktioner fra Danmarks Radio. Ud over CIA's danske forbindelse drejede det sig om 'Fra Thailand til Thy', 'Prostitutionens Bagmænd' og 'Kun med hjertet'. Derudover var også TV 2-dokumentaren 'Operation X - på vandvognen' nomineret.

Vinderen blev...
Men det blev altså CIA's danske forbindelse og DR, der løb med den præstigefyldte pris. Vinderprogrammet er produceret af Mette Aaby, Jacob Adrian Mikkelsen, Morten Mouritsen og Kristoffer Voigt Rasmussen fra DR Jylland, og det blev sendt på DR1 d. 30. januar sidste år. Via linket oppe til højre, kan man se dokumentaren.

Farlige mistanker
Dokumentaren afslørede blandt andet, at USA's efterretningstjeneste CIA igennem flere år hemmeligt har benyttet dansk luftrum og Grønland som mellemlandingsplads for deres fly. Flyene er mistænkt for at være en del af et hemmeligt fangeprogram, hvor terrormistænkte ulovligt bliver bortført af CIA fra europæisk territorium.

Kvalificeret jury
Det var 20. gang, Billed-Bladet uddelte sin TV-Oscar, og det skete ved en gallafest for 240 gæster på Hotel d'Angleterre i København med Michael Carøe som konferencier.

Vinderen af TV-Oscaren er fundet af en yderst kvalificeret komité, der bestod af kulturminister Carina Christensen, advokat Johan Schlüter, filminstruktør Bille August, producer Mads Egmont Christensen, musiker Bent Fabricius-Bjerre, filmproducent Per Holst, exam. art. Jens Rykær, skuespilleren Peter Schrøder, cand. mag. Preben Wilhjelm, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen og chefredaktør Annemette Krakau.

Sidste år vandt dokumentarprogrammet Stem på mig, der handler om en kinesisk 3. klasses første møde med demokratiet, da de skal vælge en duks. I 2007 gik TV-Oscar'en til Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Den hemmelige krig, der blev sendt på DR2.

Louise Vilsbøl

Luk