
Foto: DR1
| kommentarer () | Skriv kommentar
Hver femte dansker har oplevet en nabokonflikt, og 150.000 vælger at indblande en offentlig myndighed. DR1 dokumentar har fulgt tre konflikter, der er gået helt i hårdknude.
(TVTID har tidligere skrevet om DR1-dokumentaren Nabokrig, som i første omgang blev taget af programmet, men nu er blevet programsat til d. 7. januar.)
Når skældsordene fyger hen over hækken, og forholdet til naboen er ved at udvikle sig til en regulær krig, er det ofte for sent for parterne selv at skabe en konstruktiv dialog. I stedet indblandes kommune, politi og domstol. I DR1 Dokumentaren Nabokrig følger vi tre hold naboer, hvis konflikter ikke længere lader sig løse uden indblanding fra det offentlige.
Koporlig konflikt
I Gislev på Fyn har Tage Kappelgaard og det unge søskendepar Dennis og Irene Rasmussen været uenige om stort set alt, siden søskendeparret flyttede ind ved siden af Tage Kappelgaard for fire år siden. I øjeblikket er naboerne uenige om højden på bøgehækken, og for få måneder siden kulminerede nabostriden med en dramatisk begivenhed. Dennis Rasmussen mener, at Tage Kappelgaard kørte ham ned. Nu skal politiet afgøre sagen om påkørslen og landinspektøren striden om bøgehækken.
Matrikel-stridighed
I Greve er to parcelhusejere (foto øverst på siden) uenige om vedligeholdelsen af skellet mellem matriklerne. Henrik Dall er træt af Flemming Rasmussens høje træer, fordi de rager ind over hans grund. Men Flemming Rasmussen vil ikke fælde sine træer. Henrik Dall har derfor tilkaldt hegnssynet for at få afgjort nabostriden.
Rygende uenige
Den tredje sag angår Emma Lindberg og Abdulkadir Mahmoud Kadia, der bor i samme opgang i en ejendom i FSB bolig i København. De to naboer er i konflikt ang. rygning i deres fælles opgang og har tidligere været i boligretten. Nu er de igen uenige, og Emma Lindberg har klaget til ejendomskontoret. Lignende sager er årsagen til, at FSB bolig i 2007 ansatte to konfliktmæglere, som også videreuddanner ejendomsinspektørerne til at tage konflikterne i opløbet.
Krænkede følelser
I dokumentaren medvirker desuden antropologen Anne-Marie Christensen, der som den eneste i Danmark har forsket i nabokonflikter. Hun mener, at danskerne indblander offentlige myndigheder i deres søgen efter retfærdighed. Men konflikterne handler ikke kun om 'højden på hækken', men også om naboernes krænkede følelser. Stridigheder, der ender med at involvere offentlige myndigheder, er også en økonomisk belastning for samfundet. Derfor er landets retskredse fra 1. april 2008 begyndt at tilbyde retsmægling, som foregår i et mere afslappet miljø end en normal domstolsbehandling.
DR-dokumentaren: Nabokrig kan ses onsdag d. 7. januar kl. 20.00 på DR1.
Susanne Nielsen
