Onsdag d. 24 september 2008
tvtid.dk - Årets julekalender på TV 2 - nyt om tv

Foto: TV 2

Årets julekalender på TV 2

Paprika Steen, Michael Carøe og Marco Ilsø har hovedrollerne i TV 2's nyproducerede julekalender Mikkel og Guldkortet, som sendes hver dag i december kl. 20.00 (enkelte dage dog kl. 18.45 p.g.a. EM-kvindehåndbold). Sidst på aftenen er der et glædeligt gensyn med De Nattergales voksen-succes The Julekalender.

Årets familiejulekalender på TV 2 handler om 11-årige Mikkel (spillet af Marco Ilsø), der drømmer om at vælte sig i gigantiske julegaver. Men på grund af et optimistisk huskøb er familien hårdt spændt for, og der er udsigt til beskedne julegaver. Det ændrer sig dog, da Mikkel redder nissen Goddreng, der som tak er nødt til at følge den gamle nissetro og opfylde Mikkels højeste ønske: At kunne købe alt i hele verden.

Nisserne er tilbage

I de to seneste nyproducerede familiejulekalendere på TV 2 var der ingen nisser, men dem har forfatterne genindført i år. Seerne kan møde den rare nisse Goddreng (Martin Buch), den tvære Gammelbo (Jonas Schmidt) og nisse-magikeren Høvlebænk (Peder Thomas Pedersen). I andre roller ses bl.a. Robert Hansen, Jacob Weble, Mette Gregersen (Mikkels storesøster), Carla Sophie Fjelsted (Mikkels lillesøster) og Nikoline Ida Christiansen (Mikkels veninde).

Mikkel og Guldkortet er instrueret af Christian E. Christiansen, og forfatterne er Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen, der også skrev manuskript til den populære Jesus & Josefine. Zentropa har stået for produktionen.

Bob-bob igen-igen

The JulekalenderDe voksne kan glæde sig til et muntert gensyn med The Julekalender
Foto: TV 2

For de voksne er der sidst på aftenen mulighed for et glædeligt gensyn med det sælsomme jysk-engelske univers af nisser og kartoffelavlere i The Julekalender med Viggo Sommer, Carsten Knudsen og Uffe Rørbæk -bob-bob ik'.

Susanne Nielsen

Luk